‘The Old Man’ sæson 2: Anden sæson af lovprist spionserie med Jeff Bridges finder aldrig sit fodfæste
Første sæson af ’The Old Man’ trak fortjente sammenligninger med de mest slagkraftige spionageserier som ’Homeland’ og ’The Americans’.
Oscar-vindende Jeff Bridges i en gådefuld rolle som den uhyrligt effektive dræbermaskine og tidligere CIA-topagent, Dan Chase, der jages af Oscar-nominerede John Lithgows kryptiske og pensionerede FBI-chef, Harold Harper.
En kølig, højintens og stemningsmættet spionthriller tilsat et geopolitisk perspektiv – og så endda med det mangedobbelte Emmy-vindende selskab FX i ryggen. What’s not to like?
Første sæsons finale lagde temmelig eksplicit op til en efterfølger, idet Chases datter Emily blev kidnappet af den afghanske krigsherre Faraz Hamzad (Navid Negahban), som faktisk viste sig at være hendes biologiske far, mens Emilys rigtige navn var Parwana.
Men trods det spændende setup til den nye sæson begraves ’The Old Man’ desværre i uoverskuelige plottråde og en kvælende dialog, mens det glimrende cast fortsat holder serien oven vande.
I anden sæson har Chase og Harper slået sig sammen i håbet om at blive genforenet med deres fælles datterfigur og er derfor rejst ind i Afghanistans vildnæs for at opstøve Hamzad og hans folk.
Imidlertid bliver Emily (nu Parwana Hamzad) klogere på sit egentlige ophav, hvor hun indser, at meget af hendes fortid er blevet fortiet. Og at hun muligvis ikke hører entydigt til, hvor hun troede.
Samtidig med at Hamzad skal forholde sig til sin amerikaniserede datter og de mange følelser, der følger med, viser det sig, at han presses internt i landet af Taliban, som gerne ser Hamzad skaffet af vejen grundet hans forhold til USA, som har interesser i den litium-mine, Hamzad kontrollerer.
Anden sæson byder på lidt mere spiselige afsnit, hvor flere af dem balancerer mellem 40-50 minutter over for første sæsons 50-65 minutter. Det paradoksale er bare, at anden sæsons afsnit føles markant længere.
Serien har desværre mistet noget af sin intense action og chokerende vildskab, som de hæsblæsende kampscener med den gråsprængte Bridges skabte i første ombæring. Han får stadig lov til at slå en proper næve, men ikke så meget som i første sæson, hvilket er en skam.
Mange af de dialogtunge scener er mekaniske og unødvendigt langstrakte, og her er manuskriptet ikke stærkt nok til at fastholde interessen. Det hjælper heller ikke ligefrem på seriens tiltagende dvaske udtryk, at der balanceres et utal af menneskeskæbner og plottråde, hvor kun en lille håndfuld fanger opmærksomheden.
Den største synd er dog, at John Lithgows Harper ikke har den store betydning i denne ombæring, og han er simpelthen for dygtig en skuespiller til at samle støv i baggrunden.
Alia Shawkat er sæsonens stærkeste kort som den splittede Parwana, der ikke blot må kæmpe med sine tre identiteter som Emily, Angela og førnævnte Parwana, men som også må finde ud af, hvor hendes loyalitet egentlig ligger.
Jeff Bridges har også en stærk scene i femte afsnit, hvor han får lov til at prikke hul på Chases maskuline og bryske facade, og hvor han endelig overrumples af sine egne følelser.
Serien leverer fortsat på sit gennemførte, æstetiske udtryk, hvor produktionsdesignet er helt i top. Scenerne, der udspiller sig i Afghanistans natur – som i virkeligheden er Santa Clarita i Los Angeles tilsat visuelle effekter – leverer imponerende billeder.
Kort sagt:
’The Old Man’ har stadig visuel tæft og et dygtigt cast, men kæmper gevaldigt med sit tempo og et rodet plot i anden sæson.
Anmeldt på baggrund af de første fem afsnit.