Nej, strik er ikke en trussel mod biografkulturen

KOMMENTAR. Cirka en gang om måneden kan man tage del i et ekstremt provokerende arrangement inde i Cinemateket. 

Noget så banalt og ukultiveret, at det nævnes i forbindelse med det »mest tragiske« eksempel på, hvordan biografkulturen lider under tidens »oplevelsesøkonomiske ræs«.

Sådan bliver det i hvert fald beskrevet i en artikel i Weekendavisen, der handler om, hvordan de økonomisk pressede biografer må være kreative og afholde denne type fordækte events, hvilket i sidste ende truer filmens rolle. 

Anledningen er den igangværende skandalesag omkring Det Danske Filminstituts forbandede filmtag, der er endt med at koste 150 millioner og viser ‘Call Me by Your Name’ lige lovlig rigeligt. Men ud over Himmelbio nævnes et andet tiltag, der tilsyneladende har været en form for gateway-drug til tingenes tilstand.

Hvad kan det mon være, der er sådan en stor falliterklæring for biografkulturen? 

Viser de porno inde i Cinemateket? Er der white-party med visning af ‘Birth of a Nation’? Sniffes der coke til ‘Far til fire i sneen’ og skråles »high for dig og high for mig«? 

Værre endnu. Der bliver … strikket. 

I hvert fald skriver filmanmelderen Lasse Winther Jensen, der selv bor i Israel, at Det Danske Filminstitut presser citronen »med arrangementer, hvor filmkurateringen står i anden række efter oplevelsen. Det gælder eksempelvis den efterhånden institutionaliserede strikkebio, hvor der er dæmpet belysning i salen, så man kan se sit strikketøj under filmen. I lige netop Cinemateket burde filmene og visningsforholdene omkring dem ellers stå over alt andet«, som han formulerer det.

Dele af kritikken af Filmtaget er på sin plads, men at gøre strikkeklubben til medskyldig synes jeg er nedladende.

På listen over de mange uhyggelige statsstyrede dårligdomme, der findes – institutionaliseret racisme for eksempel – er det i hvert fald ikke »institutionaliseret strikkebio«, jeg ville klæde mig ud som til Halloween. 

Forargelsen er til gengæld eksempel på, at tonen i filmdebatten stadig ofte bærer præg af en højpandethed, der bomber debatten tilbage til Adorno mod rov. For i filmkulturen i 2024 kan man godt elske film og strik.

Lad det mørkeste garn blive hjemme   

Til Strikkebio kan folk (mange af dem unge kvinder) en gang imellem få lov til at se en velkendt og uhøjtidelig chick flick eller romantisk komedie med dæmpet lys, så de kan strikke imens. Nærmere betegnet lyder serviceinformationen, at der er »en smule lys i salen, men vi prioriterer stadig filmoplevelsen, så lad det mørkeste garn blive hjemme, hvis du er bange for at tabe maskerne«. 

Oven i billetprisen får man en dåsecocktail, og som regel introduceres filmen af en strikkedesigner, en kendt strikker eller Filminstituttets programredaktør og filmekspert, Sophie Engberg Sonne, der har været bannerfører på projektet. Der er blevet vist virkelig gode film fra ‘Legally Blonde’ til ‘500 Days of Summer’ og ‘Breakfast at Tiffany’s’.

Tidligere i år var der oplæg om fænomenet craft psychology i forbindelse af en visning af ‘Inderst inde’. Hvis du spørger mig, er konceptet velkurateret, i øjenhøjde med et interesseret publikum og en fin og meget lidt forlystelsessyg fusion af film og fællesskab. 

Historisk set har mænd og magthavere tit haft det stramt med kvinder, der mødtes og nørklede i store grupper. Hvis strikkebio havde eksisteret i middelalderen, var jeg muligvis blevet kaldt heks og brændt på bålet for at se ‘Twilight’ med en Petiteknit-sweater på pindene, som det var tilfældet, da jeg gæstede en af de allerførste udgaver af arrangementet tilbage i 2022 cirka 16.30 på en hverdag.

Men hvis man ellers lige kan løfte blikket fra Carl Th. Dreyers ‘La passion de Jeanne d’Arc’ i to minutter, synes jeg, man skal slå koldt vand i blodet. 

For man kan i november 2024 eksempelvis i stedet vælge at møde op til en af Cinematekets 23 visninger af »nye film fra Central- og Østeuropa« i stedet for den ene dag, hvor der bliver strikket til ‘The Devil Wears Prada’ (som for øvrigt også er et undervurderet mesterværk).

Selv hvis man helst vil komme den dag med Anne Hathaway-filmen, er der ikke noget galt i det. For filmkultur består også af de fællesskaber, den dyrkes i, og et filmhus bør kunne rumme flere forskellige af slagsen. Også de populære. 

Verdens bedste strikkefilm 

I hadekoret for tidens mange meningsløse kulturevents kan jeg godt stemme i. 

Hvordan dele af kulturbranchens blinde lid til talks ™  mellem kendte navne har udviklet sig til sin egen Hindenburg-katastrofe af varm luft, har få aktuelle arrangementer eksemplificeret lige så gennemført som Heartland at Noma, hvor man for cirka 700 kroner i sidste måned kunne se ti YouTube-trailere på en B&O-skærm ledsaget af sniksnak fra to Hollywood B/C-listers. 

Jeg vil da også gerne medgive, at Cinemateket af og til byder på events, der godt kan fortolkes som kunstnerisk underminerende. Det efterlod mig med en mærkelig smag i munden, da jeg engang deltog i et drink-a-long-event til ‘Min søsters børn i sneen’ arrangeret af stedets ungeudvalg Mørkekammerater.

Det var plat og meningsløst, men som en engangsforestilling også et sjovt og anderledes filmrum. 

Ja, det er fedt, at nichebiografen Gloria holder den smalle filmkunst i hævd. Og nej, jeg gider heller komme, når der bliver sunget med på ‘Grease’ eller vist ‘Love Actually’ i biografen til jul. Jeg kan også ryste i bukserne som filmformidler, når kommercielle biografer samarbejder med influencere for at fylde deres sale.

Der er mange måder, biografkulturen kunne styrkes. For eksempel ved at gøre det muligt for biograferne at sænke billetpriserne betydeligt. 

Men på listen over truslerne er strikkebioen meget langt nede.  

Tværtimod synes jeg, konceptet rummer et væld af potentiale for at tage mødet mellem filmkunst og strik endnu videre! Film som Coen-brødrenes ‘Fargo’ og Robert Eggers’ ‘The Lighthouse’ rummer brillante scener med strikkende karakterer (Willem Dafoe lærte endda håndværket til rollen). Eller hvad med Cannes-vinderen ‘Titane’, hvor hovedkarakteren slår ihjel med en strikkepind? 

Gå planken ud og vis ‘Jeanne Dielman, Quai de Commerce 1080 Bruxelles’? Den er både kåret som verdens bedste film af Sight & Sound og er muligvis også den ultimative strikkefilm. Den varer knap tre en halv time, og der sker næsten intet. Du kan sno, tælle og lave jacquard mange gange, før hun taber kartoflen. I adskillige scener sidder titelkarakteren Jeanne Dielman endda selv og strikker. 

Hvis der kan strikkes i verdens bedste film, bør der også kunne strikkes til nogle af verdens mest elskede film. 

Strikkebio viser 7. november ‘The Devil Wears Prada’.