KOMMENTAR. Den er snart 30 år gammel, men nu er den genfødt.
Gloria Biograf i ABCinemas gamle kælderlokale på Rådhuspladsen har eksisteret siden 1995, og op gennem 00’erne udgjorde den en vigtig niche for københavnske biografgængere på jagt efter det smalle og alternative.
De seneste mange år har den dog fristet en skæbne i skyggen af arthouse-darlingen Grand Teatret, der ligger et stenkast derfra og fanger kulturradikale (eller bare kvalitetsbevidste) biografgængere i hobetal.
Glorias selvstændige profil har manglet gennemslagskraft, og den lille kælderbiograf klemt inde mellem Jensens Bøfhus og FSB er druknet i den tiltagende mængde af biograftilbud inden for få kilometers radius.
Men kort inden sommeren skete der noget, som igen har gjort Gloria til en af byens mest interessante biografer. Den blev nemlig overtaget af … ejerne af Grand Teatret, der også driver distributionsselskabet Camera Film.
Fra første færd har det stået klart, at Gloria skulle kunne noget andet end Grand.
Første film på det nye program var Nuri Bilge Ceylans fremragende Cannes-vinder ’About Dry Grasses’ – en tre timer og 17 minutter lang film, som der næppe var blevet plads til andetsteds i biografrepertoiret, hvis ikke det var for muligheden for at give den en prominentplacering i Gloria. En trist erkendelse i betragtning af, at der bliver distribueret flere film end nogensinde før.
Trods en stor arthouseinstruktør ved roret, priser på internationale festivaler og gode anmeldelser var det en af den slags film, der umuligt kunne sælge mere end 1000 billetter.
Men i Glorias ene sal med plads til godt og vel 100 mennesker gør den slags bekymringer ikke det store. Her er formlen på succes langt mere åben.
Til kamp for det smalle
Siden ’About Dry Grasses’ har Gloria på få måneder banet vejen for en lille perlerække af film, som måske nok ikke tiltrækker et massepublikum, men som alligevel pynter gevaldigt på det samlede biografudbud, hvor de fleste biografer og distributører spiller på de sikre kort.
Gloria har blændet op for den spanske ’Samsara’ af Lois Patiño, der modtog hæder ved Berlinalen sidste år, og nu Radu Judes fremragende ’Do Not Expect Too Much from the End of the World’ og hans ditto Guldbjørne-vinder ’Bad Luck Banging Or Loony Porn’ – to film, der tidligere kun har kunnet opleves ved få danske festivalvisninger, men som fortjener et større publikum, og som skal ses i biografen.
Lyder det for smalt? Så kan du i Glorias program også finde kuraterede serier af ældre film, som en Wim Wenders-kavalkade over sommeren eller en anime-festival med en række film fra Studio Ghiblis bugnende bagkatalog.
Den slags retrospektiver har længe været forbeholdt Cinemateket i København, der er sat i verden for netop at vise værker af filmhistorisk betydning, som normalt ikke bliver vist i de kommercielle biografer – en opgave, som lige nu er udfordret af en svær balancegang mellem filmhistorie på den ene side og så sing-along, strikkebio, tapas og cocktails, drink-along til ’The Big Lebowski’, eventvisninger i den nye open air-biograf og 10-20 årlige visninger af ’Call Me by Your Name’.
Det smalle må vige til fordel for det populære i en tid, hvor alt skal måles og vejes i publikumstal, og derfor er det så meget desto mere forbilledligt, at Gloria nu melder sig ind i kampen for de film, der er for smalle til regulær distribution i Grand Teatret.
Kunstfilm som events
Måske tænker du, at det er en unødig luksus, at der bliver vist smalle film for et smalt københavnersegment af cinefile. Det er jo ikke en menneskeret at kunne se rumænske kunstfilm på det store lærred, mens man nyder en cortado.
Men måske burde det være det.
For filmkulturen er om noget vigtig at holde i hævd i en tid, hvor de store film bliver større og større, mens publikum falder fra til alt det, der ikke virker velkendt. Det er i mødet med det anderledes, at vi får udvidet vores horisont, og det er den nysgerrighed, der gør, at vi møder op til selv de mest obskure film. Det kunne jo være, at den ændrede vores liv.
Med det nye Gloria har Danmark fået en biograf, hvor man har lyst til at tjekke programmet på ugentlig basis for ikke at overse en skjult perle. Det står i skærende kontrast til langt de fleste af landets biografer, hvor udbuddet stort set er det samme – med små variationer i forhold til segment.
Men med også en årlig 70mm-festival i Gentofte Kino og et skarpt klassikerprogram i Husets Biograf (for bare at nævne et par andre eksempler) begynder vi at se noget, der begynder at minde mere om det cineklub-miljø fra 70’erne og 80’erne, som Posthus Teatret efterhånden er landets eneste eksponent for (og den har desværre lukket oftere, end den har åbent).
Vi er ganske vist stadig på babystadiet, men det er prisværdigt, at biograferne begynder at tænke i nye baner og forsøge at adskille sig fra hinanden og skabe unikke oplevelser.
I andre europæiske kulturhovedstæder som London og Paris bliver man overvældet af filmudbuddet i biograferne. Skal man vælge Victor Erices nye film, Terrence Malick på 70mm eller John Cassavetes på 35mm?
Disse verdensbyer er selvfølgelig særtilfælde i kraft af deres størrelse, men man skal ikke underkende, hvor langt man kan komme, hvis først man begynder at opdyrke en filmkultur, der kan og vil mere end bare det premiereaktuelle fra Hollywood og europæiske film, der appellerer til stærkt segmenterede grupper (som fransk film – og ikke altid de spændende af slagsen – for Grands seniorer).
Nuvel, Gloria har måske stadig en (efter min smag) lidt for stor overvægt af operafilm på programmet, der lugter lidt for meget af selvsamme Grand-publikum, men med tiden kan programmet forhåbentlig i endnu højere grad finde sin egen niche.
Man kan kun håbe på, at de i fremtiden også tør bringe nogle flere af de film, der tilsyneladende er blevet dømt ud alle andre steder – ’Showing Up’ af Kelly Reichardt, førnævnte ’Close Your Eyes’ af Victor Erice, Terence Davies’ ’Benediction’ eller Pietro Marcellos ’Scarlet’ for bare at nævne nogle stykker.
Gloria har mulighed for at gøre film til center pieces, som i andre biografer ville friste en kummerlig tilværelse om eftermiddagen en hverdag. Vi har brug for den ophøjelse af kunstfilm som events, som i mange andre biografer mest er forbeholdt blockbustere med budgetter på den svimlende side af 100 millioner dollars.
Biografens succes kræver dog også, at vi støtter op med nysgerrighed hver torsdag, når de nye film, der ikke har et tårnhøjt markedsføringsbudget, bliver sat på plakaten. Så tør jeg til gengæld godt love, at du får en oplevelse, der ikke ligner mange andre i de danske biografer.