’Do Not Expect Too Much from the End of the World’: Filmen med årets bedste titel ligner ikke noget andet
Rumænske Radu Jude pumper film ud i højhastighed.
Siden han vandt Guldbjørnen i 2021 for den herligt afmarcherede ‘Bad Luck Banging or Loony Porn’, er det blevet til otte film (heraf fire i spillefilmslængde), og tempoet kan mærkes i selve værkerne, der suser forbi med 220 i timen og langsomt spinner ud af kontrol.
I biografaktuelle ‘Do Not Expect Too Much from the End of the World’ – endnu en stærk kandidat til årets bedste titel fra Jude – fræser vi frenetisk gennem Bukarests gader i produktionsassistenten Angelas klaustrofobiske bil, hvor musikken brager ud af højtalerne for at holde hende vågen bag rattet.
Hun arbejder 16-timers dage for at nå at caste en egnet kandidat til en reklamevideo for en østrigsk byggevirksomhed, der vil undværge eventuelle søgsmål med en reklamefilm, som bedyrer, at sikkerhed på byggepladser er et fælles ansvar.
Indimellem sin ærindekørsel for produktionen optager Angela videoer af sig selv som sit Andrew Tate-agtige alterego Bobita, hvor hun leverer misogyne monologer til sine følgere på sociale medier – kun maskeret af et dårligt filter.
Det er et balstyrisk ridt ned ad den globale kapitalismes grænseløse motorvej, der kulminerer i en mesterlig slutscene, som strækkes i op mod 40 minutter fra én kameravinkel, når selve reklamefilmen skal optages. Her bliver det kun tydeligere og tydeligere, hvordan alle udnytter alle i håb om at undslippe deres lod som ubetydelige møtrikker i det globale tandhjul.
Det er en lige dele ustyrligt morsomt og trøstesløs rejse, Jude tager os med på.
Den involverer en absurd videokonference mellem den østrigske pr-chef (Nina Hoss), der viser sig at være en af Goethes efterkommere, og holdet af underbetalte rumænske reklamefolk, en sexscene uden filter og en lang sekvens med billeder af gravsteder. For bare at nævne nogle få af instruktørens skøre indfald.
På nuværende tidspunkt står det nok klart, at ’Do Not Expect…’ ikke ligner så meget andet på det danske biografmarked. Men Jude har alligevel en akut bevidsthed om alle de billeder, der kom før. Om noget handler hans film om billedproduktion og den (film)historie, ethvert billede skriver sig ind i.
I denne film ses det ikke kun igennem den centrale reklamevideoproduktion, Angelas TikTok-videoer eller hendes møde med den revsede genrefilminstruktør Uwe Boll, der er på optagelse i Bukarest.
Jude indklipper også sekvenser fra den rumænske film ’Angela Moves On’ fra 1982 for at vise, hvordan hans hovedkarakters navnefælle også kørte rundt i Bukarests gader, og hvor meget gaderne egentlig har ændret sig siden da. Hvor bilen havde status som fristed i 80’ernes Ceausescau-regime, bliver den i nutiden et fængsel. Et rum, der ikke helt er privat, men heller ikke helt er offentligt – grænser, som filmen afslører som nedbrudte af grådige virksomheder.
En del af Judes metode består i at opløse hierarkierne mellem forskellige billedtyper. Smartphone-optagede TikToks smelter sammen med højkontrast sort-hvid-optagelser, dokumentariske klip, arkivoptagelser og 16mm-optagelser.
Det er en malstrøm af billeder, som opsluger alt på deres vej – ikke mindst dem, der skaber dem.
Pointen er, at hvert billede er konstrueret og udgør sin egen indgriben i virkeligheden. Understreget med den tilstræbt dokumentariske reklamefilm, der er så langt fra en nøjagtig gengivelse af virkeligheden, man kan komme. Og igen når virkelige personer træder ind og ud af fiktionen, så man ikke helt ved, hvor grænserne går. Findes de overhovedet?
Jude har sagt, at han har fundet inspiration hos Godard, der sagde, at filmmediet viste for lidt interesse for almindeligt arbejde på lærredet. I ‘Do Not Expect…’ er arbejdet i førersædet, når instruktøren blandt andet bygger bro til Lumiere-brødrenes allerførste levende billeder af arbejdere, der forlader fabrikken – for at vise os, at vi måske kan lære noget ved at genbesøge historien.
I ’Do Not Expect’ gælder det almindelige arbejdere, der bliver opslugt af systemet, men som alligevel finder en vej igennem miseren.
Det får måske filmen til at lyde tung, men den er først og sidst en underholdende rutsjebanetur af sprudlende samtidssatire, der aldrig tager sig selv for alvorligt.
Kort sagt:
Radu Jude er en af Europas mest visionære instruktører, og med hans nyeste film leverer han ikke bare årets titel, men også en sylespids satire over vores billedmættede verden anno 2024.