’Blink Twice’: Zoë Kravitz’ utroligt vellykkede thriller kastrerer elitens ulve både barskt og fornøjeligt
Af en eller anden latterlig årsag havde jeg bildt mig selv ind, at tiden med samfundskritiske kulturproduktioner, der balstyrisk afklædte og fortærerede ’den ene procent’ var ovre.
At overklassens sleske ansigt ikke længere ville blive grimt sminket, tortureret eller sågar ædt, og at velstandens hyppige bivirkninger såsom hykleri og røvhulsenergi ikke længere ville blive portrætteret.
Heldigvis tog jeg fejl.
For med sin imponerende instruktørdebut, ’Blink Twice’, påviser Zoë Kravitz, at den satiriske eat-the-rich-bølge fortsat skvulper – og forskrækker.
Vandet og forskrækkelsen vil blive set i øjnene på den finanssvage negleartist Frida (Naomi Ackie), der sammen med sin økonomisk ligesindede veninde og rumbo Jess (Alia Shawkat) bruger dagene på at fantasere om egne kreative virksomheder og aftenerne på ekstraarbejde som serveringspersonale.
Sidstnævnte plejer at være en kedsommelig affære, men da de tilfældigvis skal skænke bobler til et luksuriøst VIP-event afholdt af tech-milliardæren Slater King (Channing Tatum), er de edderspændte.
Den velhavende erhvervsmand har grundet svindel eller anden svinsk adfærd ellers måttet trække sig fra offentligheden og er derfor – efter eget udsagn – påbegyndt både sjælerenselse og den populære hobby: hjemmegående høns.
Men så længe magten betaler champagnen og kaster et par småpenge efter velgørenhed, drikker man gerne dens skandaler og høns væk – også Frida.
Forhippet på at møde den besnærende habitbærer og det entreprenørske idol snyder hun og Jess sig fra køkkenet og ind til festen. Her falder Frida først på brystet, dernæst i snak med Slater, og efter et par hede blikke inviterer han hende, Jess og et par andre damer med på sin private ø – ja, sådan en har han naturligvis.
I følgeskab med sine hørklædte krystalkammerater og medarbejdere (spillet af Christian Slater, Simon Rex og ’Den sjette sans’-stjernen Haley Joel Osment) opvarter Mr. King sine nyankommne gæster med alt fra hedonismens jetset’ske overflødighedshorn.
Alt synes legende lækkert, men da jord findes under lakerede negle, og uhygge viser sig under det klorfulde poolvand, begynder de røde flag langsomt at vaje.
For hvad der præsenteres som en solrig feriedrøm, forvandles til et vaskeægte mareridt, og som en kradsbørstig cocktail tilsat lidt ’The White Lotus’ og en hel del ’Get Out’ er ’Blink Twice’ en visuelt smuk, men ekstremt væmmelig film.
Der veksles mellem glimt af realtid, hallucinationer og traumer, og med åndenød er det svært for både Frida og publikum at kende forskel på den instagrammable forestillingsverden og brutal virkelighed.
På denne skrækindjagende ø, der lugter skarpt af eksotiske blomster og modbydeligt af Jeffrey Epstein, kan magtens mænd vælte sig i røde bøffer, psykedeliske stoffer og umyndiggjorte ofre. Alt sammen præsenteret i et farvemættet og til tider skævt og zoomende univers.
Men trods ’Blink Twice’s brug af surrealisme og horror-greb tegner den hypersanselige film et skræmmende nøjagtigt og genkendeligt billede af et misogynt pikhoved-paradis, hvor kun kvindelig selvstændighed og hukommelse regnes for slangeværk.
Vi (kvinderne) skal jo helst fortrænge indre viljestyrke og påførte uhyrligheder.
»Glemsel er en gave«, reciterer Slater King derfor flere gange. Mændenes gave forstår man dog gradvist. Som et feministisk hævntogt og modsvar til denne øretæveindbydende replik bevæger ’Blink Twice’ sig ud i en insisterende kamp mod maskulin herskermentalitet og for hukommelse og fortællerret.
Akkompagneret af en dominerende lydside – herunder et suverænt soulet soundtrack – indtager Naomi Ackie både førersædet og rollen som Frida med bravur og nerve. I et vidunderligt samspil med den yderst charmerende Alia Shawkat og den hårdtslående (og ret så underholdende) Adria Arjona, der spiller den badass reality-babe-stjerne Sarah, er hun ligeledes medskaber af nuancerede karakterer og autentiske venindeskaber. Disse er oprigtigt hjertevarme og eftertragtlige.
Det er ligeledes seværdigt – om end noget ubehageligt – at overvære romcom-prinsen Channing Tatum levere en foruroligende skildring af (magt)liderlighed og (privilegie)ondskab. I psykopatiske enetaler vender han sprog og kniv mod alle andre, alt imens han kan gemme sig bag hegemoniens skjold – og bag ’uforbeholdne’ undskyldninger.
Sådanne monologer giver tyngde til den hurtigt klippede thriller, hvis dynamiske manuskript – der i samarbejde med instruktøren selv er skrevet af E.T. Feigenbaum – netop har flair for kontrasternes sammensmeltning. Det er yderst godt håndværk.
Ja, faktisk er ’Blink Twice’ en på alle måder utrolig stærk og vellykket debut.
For med gennemførte twists, æstetisk overlegenhed og et skarpt blik på kønsproblematikker ender den på både barsk og fornøjelig vis med at kastrere elitens grovædende ulve – og segmentere Zoë Kravitz som en filmskabende force to be reckoned with.
Kort sagt:
Zoë Kravitz imponerer som instruktør med en stærk film om kvalmende misbrug af magt – og kvinder.