‘About Dry Grasses’: Titlen sælger nok ikke mange billetter – men det bør den

’About Dry Grasses’ er næppe en titel, der sælger mange biografbilletter. Men det bør den.

Den tyrkiske mesterinstruktør Nuri Bilge Ceylan er kendt for sine særegent dvælende skildringer af eksistentielle og moralske problemstillinger i Tyrkiets bjergtagende landskaber. Filmene har blandt andet indkasseret ham adskillige priser ved filmfestivalen i Cannes, inklusive Guldpalmen for ’Vintersøvn’.

Man skal da heller ikke se mange sekunder af hans aktuelle film, der modtog prisen for bedste kvindelige skuespiller ved sidste års Cannes-festival, før man kan se, at vi befinder os i et Ceylan-værk:

I et statisk panorama ser vi en ensom skikkelse møve sig igennem det snedækkede landskab, der i langt størstedelen af filmens over tre timer lange spilletid lægger sig som et trøstesløst slør over karaktererne, som befolker den lille landsby i Anatolien.

Samet er udstationeret lærer på den lokale folkeskole, hvor han underviser i billedkunst, mens hans egen kreativitet som tegner og fotograf forvitrer i dagligdagens kedsomhed og tristesse. Han drømmer om at arbejde i Istanbul, men holdes lænket i landsbysamfundet af et rigidt bureaukratisk system, der gør forflyttelser vanskelige.

Han bryster sig af at være en god underviser, der sætter eleverne i højsædet – modsat hans kollegaer, der som et totalitært styre visiterer elevernes skoletasker og konfiskerer alt fra makeup til kærestebreve for at holde dem på dydens sti.

Samets selvbillede krakelerer dog eftertrykkeligt, da hans yndlingselev Sevim klager over ham og hans kollega og sambo Kenan, der begge bliver beskyldt for upassende adfærd. Blandt andet at lægge armen om pigerne og knibe dem i kinderne.

Klagesagen, som skoleledelsen ellers skyder hen som ubetydelig, bliver katalysator for en moralsk deroute for Samet, der pludselig minder mere og mere om de lokale militærfolk, der er allestedsnærværende i det lille lokalsamfund, når han ydmyger Sevim foran hendes klassekammerater.

Som tilskuer er man konstant i tvivl om, hvor man har Samet. Er han offer for mistænkeliggørelse fra sin skoleledelse, eller er han faktisk gået for langt i relationen til Sevim?

Det virker suspekt, at han har givet hende gaver i belønning for hendes skolearbejde, men er det bare udtryk for en anden kultur? Endnu værre da han fortæller hende, hvordan han selv var forelsket i sin lærer som ung. Den store karakterbrist ser vi dog først, da han læser Sevims konfiskerede kærestebrev og erfarer, at det er tiltænkt en anden end ham selv. En slags barnlig jalousi over ikke at være sin flirtende, 14-årige elevs midtpunkt sætter ind.

Den samme usikre narcissisme truer senere med at ødelægge hans relation til Kenan, som han mener bærer hovedansvaret for klagen mod dem. Langsomt udvikler filmen sig til et jalousidrama, når Samet hævntørstigt forsøger at forpurre Kenans spirende forhold til kvinden Nuray ved selv at gøre kur til hende – selvom det var ham, der introducerede hende for Kenan til at starte med.

Samet er en konstant ildevarslende tilstedeværelse i filmen, men han optegnes aldrig som rendyrket usympatisk. Han er fanget i et spind af uforløste drømme og eksistentiel tomhed – hensunket i en dvale, der kun kan brydes, hvis han faktisk tager ansvar for selv at skabe forandring.

Ceylan er kendt for sine udsøgt detaljerede dialoger, og også i den udpræget litterære ’About Dry Grasses’ er det en hovedattraktion. I filmens stærkeste scene – en alenlang dialogscene om et middagsbord – bliver Samets resignation mesterligt udfordret af Nuray, der tror på forandring og handling. At brokke sig ændrer intet, siger hun, men kan man som individ virkelig forandre systemet?

Diskussionen bringes til live med herligt dynamisk kameraarbejde og når sit overrumplende klimaks, da filmen ud af det blå bryder med den fjerde væg og viser hele seancen som en kulisse omsluttet af filmarbejdere – for så uden videre at vende tilbage til den naturalistiske stil, der har præget de forudgående to timer.

Måske repræsenterer øjeblikket et spinkelt håb for at bryde fri af systemet og skabe en bedre fremtid? Eller som en blotlæggelse af endnu et system, der begrænser karaktererne?

Det dobbelttydige håb synes også repræsenteret i titlens udtørrede græs, som sanseligt åbenbares, når den endeløse vinter viger for sommeren og afslører, at der under den overfladiske tristesse hele tiden har gemt sig afgrøder, der kan vokse, hvis de får pleje. Eller tørre ud til ingenting, hvis de får lov at stå hen.

---

Kort sagt:
At se ’About Dry Grasses’ er som at træde ind i en russisk roman – fuld af sanselig miljø- og karakterskildring og mesterlig dialog.