Efter 10 års ventetid vendte den København-bosatte, amerikanske instruktør Joshua Oppenheimer tidligere i år omsider tilbage med en ny film.
‘The End’ fik verdenspremire på Telluride Film Festival i august og blev måneden efter vist på den prestigefulde filmfestival i Toronto. Nu har filmen også fået sin første trailer, skriver Indiewire.
Her ser vi Tilda Swinton, Michael Shannon og George MacKay som en lille familie, der i en dystopisk fremtid, hvor en miljøkatastrofe har gjort Jorden ubeboelig, har forskanset sig i et underjordisk hjem.
En dag dukker en ung kvinde (Moses Ingram) op og truer med at ødelægge familieidyllens rutineprægede balance, da den voksne søn, som aldrig har set jordoverfladen, bliver fascineret af hende og får ændret sit verdensbillede.
I traileren får vi også forsmage på et par sange sunget af MacKay og Ingram. For ja, ‘The End’ er simpelthen en musical.
Joshua Oppenheimer slog internationalt igennem med de to mesterlige, danskproducerede dokumentarer ‘The Act of Killing’ fra 2012 og ‘The Look of Silence’ fra 2014. Begge blev Oscar-nomineret.
I sin fiktionfilmdebut samarbejder instruktøren fortsat med det danske selskab Final Cut for Real og producer Signe Byrge Sørensen. Rasmus Heisterberg (‘I blodet’, ‘En kongelig affære’, ‘Mænd der hader kvinder’) har desuden været med til at skrive manuskriptet.
‘The End’ får dansk biografpremiere 20. februar 2025.