Efter #MeToo-bølgen er intimkoordinatorer efterhånden blevet en velkendt del at filmsets, når der bliver skudt sexscener.
Nogle Hollywood-veteraner (typisk mænd) har kritiseret denne nye stilling, mens andre har budt intimkoordinatorerne velkommen.
Nu hylder den hypede hollandske instruktør Halina Reijn, der står bag ‘Bodies Bodies Bodies’ og ikke mindst den nye erotiske thriller ‘Babygirl’ med Nicole Kidman og Harris Dickinson, også de tryghedsskabende specialister under optagelser.
Intimkoordinatorer muliggør nemlig sexscener, som er alt andet end kedelige.
»Du kan få mere ekstreme sexscener, der ser langt mere risikable ud, end når du tænker: ‘Nej, lad skuespillerinderne finde ud af det selv.’ Det er en så forældet opfattelse af, hvad seksualitet er, og hvordan man skal nærme sig det. Jeg er virkelig imod det«, udtaler Reijn i et interview med Indiewire.
»Jeg er også imod dem, der siger: ‘Nej, mine skuespillere ville ikke have en intimkoordinator.’ Det giver ingen mening. Det handler også om din sikkerhed som instruktør og om alles sikkerhed. Hvad nu hvis der opstår en misforståelse?«.
Hun fortsætter: »Det er simpelthen fantastisk at have en sådan person på settet. Og hvis du er kreativ og talentfuld nok som instruktør, kan du klare det. Tro mig. Du skal bare arbejde dig lidt igennem dit eget ubehag, og så vil du opdage en helt ny verden af kreativitet og muligheder«.
Soundvenues filmredaktør Jacob Ludvigsen så ‘Babygirl’ ved verdenspremieren på filmfestivalen i Venedig, hvor han roste Nicole Kidmans dristige præstation.
»Jeg vidste godt, at Nicole Kidman er en af sin generations modigste skuespillere. Men jeg var alligevel overrasket over at se hende gå så langt«, skrev han om filmen, der følger en magtfuld direktørs itense affære med en meget yngre praktikant.
‘Babygirl’ får dansk premiere 9. januar 2025.