I 1997 medvirkede en 29-årig og forholdsvis ukendt Guy Pearce over for Kevin Spacey i thrilleren ‘L. A. Confidential’, hvor de sammen med Russell Crowe udgjorde en trio af politimænd, der opklarer mord i et korrupt system i 1950’erne .
I de seneste år er Kevin Spacey som bekendt gået fra anerkendt stjerneskuespiller til at være ude i kulden, da han i 2017 blev anklaget for seksuelt grænseoverskridende opførsel og overgreb. I både 2022 og 2023 blev han dog frifundet og vedholder stadig sin uskyld.
Guy Pearce har tidligere givet et negativt indtryk af sit samarbejde med Spacey, som han i 2018 kaldte en »handsy fyr«.
I podcasten ‘Awards Chatter’ (via The Hollywood Reporter) taler Pearce dog nu mere åbent om sin oplevelse på ‘L.A. Confidential’, hvor han var bange for Spacey, som han oplevede gjorde ham til et mål for grænseoverskridende tilnærmelser. Pearce understreger dog, at han var et offer i nogen grad, men ikke på en måde, der kan sammenlignes med andres oplevelser.
»Jeg var i hvert fald ikke et offer på nogen måde i den udstrækning, andre har været for seksuelle overgrebsmænd«, fortæller Pearce.
Den ‘The Brutalist’-aktuelle skuespiller fortæller, at han dengang forsøgte at ryste oplevelserne med Spacey af sig og lade som om det var »ingenting«.
»Det gjorde jeg i fem måneder, og i virkeligheden var jeg ret bange for Kevin, fordi han er en ret aggressiv mand. Han er ekstremt charmerende, og genial til det han laver – virkelig imponerende osv. Han kan indtage et rum på bemærkelsesværdig vis. Men jeg var ung og modtagelig, og han gik efter mig – uden tvivl«, fortæller skuespilleren.
Da skuespilleren Anthony Rapp i 2017 stod frem og anklagede Spacey for at have forgrebet sig på ham, da han kun var 14 år gammel, fik det nogle ting til at dæmre for Guy Pearce.
»Jeg var i London og arbejdede på noget, og så hørte jeg (anklagerne, red.), og jeg brød sammen og græd, og jeg kunne ikke stoppe. Jeg tror virkelig, det gik op for mig, hvor stort et sammenstød der var sket, og hvordan jeg på en måde havde rystet det af mig, og at jeg havde enten lagt det på hylden eller lukket det ude eller noget. Det var virkelig et utroligt wakeup call«.
Spacey blev i 2022 frifundet for Rapps anklager. Så sent som foråret 2024 stod flere mænd dog frem med anklager mod Spacey i dokumentaren ‘Spacey Unmasked’.
I de efterfølgende år har Pearce haft, hvad han beskriver som grimme konfrontationer med Kevin Spacey.
»Jeg vil ikke lade ham slippe afsted med, det han slipper afsted med«, lyder det afslutningsvis fra Pearce, som nu bruger sin åbenhed i sagen: »Jeg prøver bare at være mere ærlig om det nu og kalde det, hvad det er«.