’Spacey Unmasked’: DR-aktuel dokumentar tegner et hårrejsende billede af både Kevin Spacey og 90’ernes homofobi

’Spacey Unmasked’: DR-aktuel dokumentar tegner et hårrejsende billede af både Kevin Spacey og 90’ernes homofobi
'Spacey Unmasked'. (Foto: Channel 4)

Kevin Spacey benægter alt.

Siden han i 2017 for første gang blev mødt med anklager om seksuelle overgreb, har den nu 64-årige skuespiller hårdhændet afvist, at han skulle være skyldig i nogen form for grænseoverskridende adfærd.

Ifølge loven er han da også en uskyldig mand. Han blev frifundet for anklagerne fra barneskuespilleren Anthony Rapp i 2022 og yderligere for anklager frembragt af fire andre mænd i 2023.

Derfor er det heller ikke underligt, at skuespilleren bliver ved med at fastholde sin uskyld, som det fremgår i slutningen af begge afsnit af den todelte DR-aktuelle dokumentar ’Spacey Unmasked’, hvor der står: »Jeg har konsekvent benægtet – og nu succesfuldt forsvaret – anklagerne mod mig i USA og Storbritannien. Jeg har formået at frembringe beviser, der underminerer anklagerne, og juryen tror på mig«.

‘Spacey Unmasked’. (Foto: DR)

I både offentlighedens og Hollywoods øjne har han dog længe været persona non grata, og ’Spacey Unmasked’ er i den grad benzin på det bål, der de seneste syv år har forkullet skuespillerens karriere. Dokumentaren bringer vidnesbyrd fra ti forskellige mænd, som Spacey angiveligt har forulempet. Kun én har stået frem med sin historie før.

’Spacey Unmasked’ genopfinder ikke den dybe tallerken. Gennem talking heads og arkivmateriale fortæller den en efterhånden velkendt MeToo-historie om en etableret, magtfuld kendis, der bruger sin indflydelse som et røgslør for at kunne begå overgreb på håbefulde unge, der leder efter en indgang til industrien.

Alligevel er dokumentaren tankevækkende. For anklagerne mod Spacey er et skræmmende indblik i både systematisk overgreb, stigmatisering af homoseksualitet i en konservativ filmindustri og de usunde magtforhold, som MeToo-bevægelsen kastede og stadig kaster lys over.

Der er dog en væsentlig forskel på Spacey-sagen og de fleste andre MeToo-sager, for når dem, der fremsætter anklagerne mod en magtfuld mand, selv er mænd, fjernes det underliggende tema om institutionel misogyni, der ellers har været definerende for bevægelsen.

Man spærrer øjnene op, når man hører om Spaceys aggressive reaktioner på de unge mænds forklaringer om, at de ikke er interesserede i fyre. Én af mændene genkalder, hvordan Spacey gik helt amok over antydningen af, at han skulle være homoseksuel. En anden forklarer, hvordan Spacey hånede et homoseksuelt par på en bar.

Dokumentaren skildrer en hovedrystende tabuisering af homoseksualitet i 1990’erne, som når den fortæller anekdoter om, hvordan Ellen DeGeneres og Rupert Everetts karrierer led en alvorlig nedtur som følge af, at de sprang ud af skabet.

‘Spacey Unmasked’. (Foto: DR)

Det er i sidste ende også derfor, der skulle ende med at gå så lang tid, før anklagerne om Spacey så dagens lys. ’Spacey Unmasked’ maler et fremragende billede af, præcis hvad der var på spil for de involverede, både Spacey og de unge mænd, i et meget homofobisk årti. Som når det fremgår, at Spaceys repræsentanter stod klar med fakler og høtyve for at mane alle rygter om hans seksualitet til jorden, da magasinet Esquire i 1999 bragte en historie med overskriften ’Kevin Spacey har en hemmelighed’.

Dokumentaren lykkes med at give en helhedsfornemmelse af Spaceys adfærdsmønster, når den inkluderer vidnesbyrd, der strækker sig fra hans gymnasietid i slut-1970’erne og frem til tiden på ’House of Cards’ i årene 2013-2017.

Det er faktisk en af de mest tankevækkende afsløringer, at Spaceys adfærd ikke er opstået som et produkt af hans berømmelse, men har defineret ham lige siden teenageårene.

Årsagen bag denne adfærd forsøger dokumentaren at finde gennem et af de større scoops i dokumentaren, da man har fået Spaceys bror, Randall Fowler, til at medvirke.

Fowler fortæller om deres fælles opvækst i Sydcalifornien og om en far, der ville få Brad Pitts tyranniske Mr. O’Brien fra ’The Tree of Life’ til at ryste i bukserne.

Faren var nynazist og Holocaust-benægter, som jævnligt udøvede vold og begik seksuelle overgreb på Fowler, mens deres mor vendte det blinde øje til. Fowlers udtalelser er en rystende afsløring, for Spacey har, ifølge ham selv, aldrig oplevet overgreb fra faren.

Og Spacey benægter stadig alt. I et tweet om dokumentaren skriver han blandt andet, at han »ikke vil sidde tilbage og blive angrebet af et døende netværks ensidede ’dokumentar’ om (ham) i et desperat forsøg på at få seertal«.

I stedet har han allieret sig med højreorienterede woke-kritikere som Tucker Carlson og Dan Wooton for at tage til genmæle – enten som sig selv eller i sin creepy rolle som Frank Underwood.

’Spacey Unmasked’ har en væsentlig historie at fortælle. Andre, herunder Spacey selv, vil mene, at den har en dagsorden om at trække hans navn gennem sølet, selvom man fornemmer, at det er noget, den 64-årige skuespiller selv har været ansvarlig for med sin tvivlsomt timede springe ud-historie og sine spøjse Underwood-julevideoer.

’Spacey Unmasked’ giver os uanset hvad et spændende indblik i den pilrådne skyggeside af magtdynamikkerne i Hollywood. Forhåbentligt er der sket noget på den front siden 90’erne.


Kort sagt:
‘Spacey Unmasked’ er en tankevækkende dokumentar, der kaster lys over Kevin Spaceys systematiske overgrebsadfærd. Vidnesbyrd fra 10 mænd understreger magtubalancen i et notorisk homofobisk 1990’er-årti og trækker en rød tråd, der går tilbage til skuespillerens barndomstraumer.

’Spacey Unmasked’. Dokumentarserie. Instruktion: Katherine Haywood. Spilletid: to afsnit á ca. 50 minutter. Premiere: Kan ses på DRTV

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af