Oscar-vinders stjernespækkede Pharrell Williams-musical skrottet i klipperummet

Oscar-vinders stjernespækkede Pharrell Williams-musical skrottet i klipperummet
Det første og nu eneste billede fra 'Golden'. (Foto: Universal)

Sidste år blev et ret uforudset filmsamarbejde annonceret mellem Pharrell Williams og den Oscar-vindende ‘Eternal Sunshine of the Spotless Mind’-instruktør Michel Gondry.

Sammen skulle de lave en stjernespækket musical baseret på musikerens opvækst, men nu er projektet blevet skrottet kort før målstregen. Det skriver Variety.

Projektet ‘Golden’ lod til at være færdigindspillet og skulle oprindeligt have fået premiere i maj i år, men blev droppet i klipperummet efter enighed mellem Michel Gondry og Pharrell Williams.

»Da alle kom sammen i klipperummet, besluttede vi kollektivt, at der ikke var en sti fremad til at fortælle versionen af den her historie, som vi oprindeligt havde forestillet os«, udtaler Gondry og Williams.

‘Golden’ skulle have været en musical om Pharrells barndomskvarter Virginia Beach i Florida anno 1977 og havde adskillige stjerner i castet.

Udover skuespillere som Kelvin Harrison Jr. (‘Waves’), Oscar-vinder Da’Vine Joy Randolph fra ‘The Holdovers’, ‘Atlanta’s Brian Tyree Henry og Halle Bailey fra ‘Den lille havfrue’, kunne rollebesætningen også prale af musikere som Janelle Monáe, Missy Elliott og Anderson .Paak.

Ifølge Variety har filmstudiet Universal allerede lagt omkring 20 millioner dollars i udgifter til projektet, hvilket svarer til omkring 144,5 millioner kroner.

I november sidste år delte Empire ellers et første glimt fra filmen, som ifølge Williams var »en fejring af sorte liv, sort kultur og vigtigst af alt sort glæde«.

I de seneste år har vi set skrinlagte projekter i superheltelandskabet, hvor Warner Bros. droppede den færdiggjorde ‘Batgirl’, der havde kostet over 650 millioner kroner af skattemæssige årsager.

Det er dog ikke helt så tydeligt, hvad der egentlig ligger bag de kreative problemer, Pharrell Williams og Michael Gondry tydeligvis er stødt ind i undervejs, da det er usædvanligt, at projekter bliver lagt ned på det tidspunkt i forløbet.

Pharrell Williams er for tiden aktuel med en anden selvbiografisk film i form af den legobyggede biopic ‘Piece by Piece’.

For Michel Gondry, der i 00’erne fulgte op på ‘Eternal Sunshine of the Spotless Mind’-succesen med ‘Be Kind Rewind’ og en lang række musikvideoer, repræsenterede ‘Golden’ ellers det første store Hollywood-projekt i mange år.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af