’Piece by Piece’: Lego-film om Pharrell Williams er lige så dybsindig som hans hitsang ‘Happy’
Med tanke på de mange portrætfilm om kendte musikere, der rammer biograferne i en tilsyneladende evig strøm, kan man godt forstå, at først Robbie Williams-abefilmen ’Better Man’ og nu ’Piece by Piece’ er gået med temmelig spøjse high concept-præmisser for at skille sig ud.
’Piece by Piece’ er egentlig en dokumentarfilm om hitproduceren, artisten, kunstneren og fashion-ikonet Pharrell Williams, der i et opstillet interview fortæller instruktør Morgan Neville (’Won’t You Be My Neighbor?’) sin livshistorie fra barn til voksen og bund til top. Hans venner, familie og verdenskendte samarbejdspartnere som Jay-Z, Pusha T, Snoop Dogg, Gwen Stefani og The Neptunes-makkeren Chad Hugo medvirker også i interviews.
Der er så lige det meget påfaldende twist, at alt og alle er animeret med Lego-klodser.
»Hvad hvis livet er som et Lego-sæt?«, siger Pharrell lommefilosofisk i starten af filmen, hvor han på bedste meta-manér præsenterer dokumentaristen for sin idé – en idé, man faktisk vænner sig hurtigt til som publikum.
Spraglede ’Piece by Piece’ flyder over med stærke farver, der går godt sammen med musikerens utallige dansevenlige hits med den særlige, ofte elektroniske lyd, som næsten konstant optræder på lydsporet.
Man får indtryk af, at den højstimulerende æstetik er en rammende oversættelse af hovedpersonens energisk flimrende og idérige hjerne – især da han forklarer, at han på grund af sin medfødte synæstesi (et fænomen, hvor sanser sammenkobles) vitterligt ser musik for sig som farver.
Det giver klart underholdningsværdi til en ellers klassisk fortælling om at slå igennem og nå til tops at se virkeligheden, herunder de mange stjernecameos, transformeret til klodser.
Derudover giver animationen mulighed for at visualisere følelser og talemåder på fjollet vis. Da den kommende manager Rob Walker for eksempel bliver blown away af at høre Neptunes-duoens musik første gang, illustrerer filmen det ved at lade hans Lego-hoved eksplodere væk fra kroppen.
’Piece by Piece’ er med andre ord helt igennem gøglet, hvilket der bestemt ikke er noget galt med. Med tiden bliver det dog klart, at der ikke er vildt megen dybde under den farverige overflade.
Morgan Neville har forsøgt at skrue på fortællerknapperne, så der særligt mod slut kan være en smule konflikt og selvindsigt i hovedpersonens rejse. Det har bare ikke særlig stor effekt på publikum. For trods en kreativ krise, der rammer Pharrell på toppen af karrieren, og nervøsitet over at gå solo efter mange år med samarbejdspartnere får man ikke indtryk af, at han har haft synderlig meget modgang.
Det hjælper ikke, at filmen vagt udpeger unavngivne branchefolk som skurke, der forpurrede Pharrells kreativitet og udnyttede hans succes. Det føles som en nem løsning at visualisere dem som blege, gnæggende, vampyragtige Lego-figurer i stedet for at tage ordentligt fat om problematikken med musikbranchen, der helt sikkert kan være giftig og grisk.
Pharrell får faktisk sagt, at han først for alvor mærkede andre menneskers smerte, da han hørte om de udfordringer, som den verdensomspændende ’Minions’-hitsingle ’Happy’ hjalp nogle fans igennem.
Få minutter senere kommer politidrabet på George Floyd pludselig ind fra højre, fordi Pharrell producerede Kendrick Lamar-sangen ’Alright’, der blev brugt som hymne under Black Lives Matter-demonstrationerne. Det er helt sikkert sympatisk at have dette tema med, men segmentet føles mest som en Kendrick Lamar-spinoff, som Pharrell lidt belejligt kan koble sig på.
Da han slutteligt fælder en tåre over, at »alle vil have, jeg vinder«, er det svært som publikum at følge trop.
Man får faktisk mere sympati med skolekammeraten Chad Hugo, der var med helt fra karrierens spæde begyndelse i The Neptunes og senere N.E.R.D. Han er den evige nummer to ved siden af frembrusende Pharrell, og man forstår godt, at han blev træt af det i længden.
’Piece by Piece’ afspejler vel meget rammende Pharrells styrker og svagheder som kunstner. Hans energi, umiddelbarhed og opfindsomhed er smittende og festlig, men videre dybsindig er han ikke ligefrem i sit virke.
Kort sagt:
Dokumentar om Pharrell Williams i animerede Lego-klodser er lige så farverig og festlig som hitsangen ’Happy’, men også lige så dybsindig.