‘Avatar 3’ bliver endnu længere end forgængerne, afslører James Cameron

‘Avatar 3’ bliver endnu længere end forgængerne, afslører James Cameron
'Avatar: The Way of Water'. (Foto: 20th Century Studios)

Tre timer og 12 minutter lyder spilletiden på James Camerons ‘Avatar: The Way of Water’ fra 2022, hvilket er præcis en halv time længere end den originale ‘Avatar’ fra 2009.

Og tredje indslag i franchisen, ‘Avatar: Fire and Ash’, bliver faktisk endnu længere. Det afslører Hollywood-veteranen i et nyt interview med Empire.

Cameron forklarer, at han og medforfatterne Rick Jaffa og Amanda Silver i arbejdet med ‘Avatar’-efterfølgerne kom frem til, at de måtte flytte elementer fra den tætpakkede film nummer to over til tredje kapitel, som »faktisk bliver en smule længere end film 2«.

»Kort sagt havde vi for mange gode ideer stuvet sammen i første akt af film«, forklarer instruktøren. »Filmen bevægede sig som et lyntog, og vi gik ikke nok i dybden med karaktererne. Så jeg sagde: ‘Venner, vi er nødt til at splitte det op«.

Sidste år løftede Cameron sløret en smule for handlingen i tredje film, der byder på »nye kulturer og omgivelser«.

»I kommer til at se mere af planeten Pandora, end I nogensinde har set før. Den nye film er ikke, hvad I forventer, men den er helt sikkert, hvad I gerne vil have«, lød den lovende teaser.

‘Avatar: Fire and Ash’ får biografpremiere 19. december i år – og yderligere to efterfølgere er i støbeskeen med premierer sat til henholdsvis 2029 og 2031.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af