Årets udgave af den store danske dokumentarfilm CPH:DOX blev lidt af et tilløbsstykke.
Hele 150.000 mennesker besøgte festivalen, hvilket er en ny rekord – og en fremgang på hele 19 procent i forhold til sidste år.
Det skal siges, at tallet også skyldes, at festivalen i år havde flere visninger rundt omkring i landet end nogensinde før i det såkaldte DOX:Danmark-initiativ. Her bliver en række af årets film, især de danske, vist behørigt i biografer i hele 54 kommuner i hele Danmark og altså ikke kun i København, hvor festivalen ellers primært udspiller sig.
Men det skal ikke tage noget for den flotte præstation, og man kan kun glæde sig over, at de stærke dokumentarfilm nu ikke kun bliver vist for københavnere og tilrejsende, men når ud i hjørner af landet, hvor filmene ellers muligvis aldrig ville dukke op.
CPH:DOX har offentliggjort listen over de mest populære film på årets festival, og i toppen finder man to film med internationalt udsyn, der taler direkte ind i nogle af tidens store politiske dagsordener.
Nummer 1 var således årets åbningsfilm på festivalen, ‘Facing War’ om Jens Stoltenbergs sidste år som NATO-generalsekretær, og den danskproducerede ‘Mr. Nobody Against Putin’ om en skolelærer, der eksponerer det russiske regimes indoktrinering af børn i landets skolesystem.
Længere nede på listen finder man en tredje politisk film, nemlig ‘The Bibi Files’ om Benjamin Netanyahus korruptionsskandaler, mens også flere danske film er med på listen: ‘Verdens sødeste mænd’, ‘Heks’ og ‘Human Race’.
Kunstnerportrætter er også populært, for både ‘Miyazaki – Spirit of Nature’ om den japanske anime-mester, Ellis Park om Warren Ellis og ‘It’s Never Over, Jeff Buckley’ om den afdøde musikstjerne kan findes i top 10:
1. ‘Facing War’
2. ‘Mr. Nobody Against Putin’
3. ‘Verdens sødeste mænd’
4. ‘The Bibi Files’
5. ‘Miyazaki – Spirit of Nature’
6. ‘Heks’
7. ‘Hacking Hate’
8. ‘Human Race’
9. ‘Ellis Park’
10. ‘It’s Never Over, Jeff Buckley’
Festivalen har også annonceret toplisten for DOX:Danmark, og her overgik Prins Joachim-filmen ‘Hærvejen’ alle andre:
1. ‘Hærvejen’
2. ‘Mr. Nobody Against Putin’
3. ‘Facing War’
4. ‘Human Race’
5. Miyazaki – Spirit of Nature’
6. ‘Kærestebreve fra Thy’
7. ‘Legacy’
8. ‘Heks’
9. ‘Hacking Hate’
10. ‘Verdens sødeste mænd’
Kunstnerisk direktør på CPH:DOX Niklas Engstrøm udtaler om årets billettal:
»Når mere end 150.000 mennesker vælger at samles om dokumentarfilmen – i København såvel som i hele landet – fortæller det os noget afgørende: At behovet for at forstå verden i dybden aldrig har været større. Det gælder i København. Og det gælder overalt i Danmark. Midt i en tid præget af støj og polarisering, søger vi alle sammen fælles rum, hvor vi kan opleve virkeligheden gennem kunstens blik, spejle os i hinanden og blive klogere sammen. Dokumentarfilmen kan netop det. Den bringer os tættere på verden – og på hinanden«.