’Verdens sødeste mænd’: De er fra Aarhus, de er mænd, og de er overhalet af kvinder. Og så er de ret så modige og sårbare.

CPH:DOX. Mænd taber terræn til kvinderne. I stadig flere statistikker er mænd næstbedst, på samme måde som aarhusianerne altid er næstbedst i forhold til københavnerne. 

Dokumentarfilmen ’Verdens sødeste mænd’ beskuer ømt en række aarhusianske mænd, der ud fra filmens grundpræmis har trukket to svære kort. Deres by er sekundær, deres køn er muligvis også blevet det. 

Som mand og tidligere aarhusianer er ’Verdens sødeste mænd’ en lattervækkende og småterapeutisk dokumentar, der kalder på selvransagelse og genkendelse. 

Tre livsfaser er repræsenteret: 

Vi møder en Bamseline-blød, krølhåret 3.G’er, der virker fanget i vennezonen hos pigen, han er forelsket i. Han synger i mandekor og er typen, piger kommer til for tryghed, kammeratskab og kram uden bagtanker. Men hvad gør man, når man er galoperende forelsket i en af pigerne? 

Her er også en uddannet arkæolog, som er meget langt fra nogen Indiana Jones. Han er hjemmegående far til to og passer børn, handler i Rema 1000 og læser Karl Ove Knausgård, mens hans kone bringer pengene hjem. Mange venner er taget til København, han virker udslukt og besejret. 

Den ældre mand i det tredelte portræt er arkitekt og bor i et lækkert hjem med rødvin i glasset. Konen, der ligeledes er arkitekt, tjener mere end ham og møder større faglig hæder. Midtlivskrisen kradser, bitterheden og misundelsen er blevet en følgesvend. 

Alle tre mænd stiller modigt op og viser deres sårbarhed frem. Det er på sin egen måde noget, der kræver hår på brystet. Især arkitekten, der er far til den ene af dokumentaristerne, stiller sig frem med sin sårede manddom på en måde, der langt fra er sympatisk. Han gør flere steder et ret småligt indtryk.

Omvendt må man næste beundre, at han i den grad vil vise seeren rundt i sit landskab af jalousi og mindreværdsfølelse, så vi andre derefter kan tage samtalen.  

Måske er samfundsudviklingen ikke sød ved os mænd. Filmen her er dog ret overbærende over for alt vores mayhem og kaos. Den kommer forsigtigt ind på, at der kan opstå voldelige fællesskaber blandt afviste mænd. Men det bliver hurtigt efterladt igen, og eksemplet på mænds voldelige og destruktive side bliver en omgang skeet-skydning under åben himmel. 

Det er i stedet en dokumentarfilm, der kalder på latter og genkendelsens smil fra næsten første sekund, fordi den fokuserer på alle os velmenende mænd med de rigtige holdninger. Jeg elskede indledningen, hvor man ser gymnasiedrenge, der med usikkert blik synger med på parolerne under kvindernes kampdag. 

Instruktør-duoen Josefine Exner og Sebastian Gerdes har i det hele taget et utroligt humoristisk og skarpt blik, når det kommer til at fange den her lidt sørgmuntre underdog-fornemmelse, der er forbundet med at være mand og at være aarhusianer. Især hvis man holder med byens fodholdhold og går på stadion. 

Der er en skøn sekvens, hvor Exner og Gerdes lader det aarhusianske hjemmepublikum blive filmet, lige inden der for 117. gang går et mål ind hos AGF. Vi ser ikke målet, men man er ikke i tvivl om, hvad der sker nede på plænen. 

Filmens intention om at spejle det at være moderne mand og så at være aarhusianer er næppe helt holdbar, hvis man udsatte den for omfattende analytisk tankevirksomhed. Vi lever som aldrig før i en verden præget af toksisk hypermaskulinitet og buldrende oprustning.

Mænd er stadig en faktor i verden, som Aarhus aldrig bliver. Ikke med det fodboldhold. Men som slentrende filmessay med tungen i kinden fungerer præmissen fint. Og filmen efterlader én forsigtigt optimistisk på vegne af de tre østjyder. Også selvom én af dem får en lykkelig afslutning med en ulykkelig krølle på halen.   

Min eneste anke er, at voice-overen konstant beretter, hvad personerne selv efterfølgende siger. Det giver en mærkelig fornemmelse af, at de to planer i filmen taler i munden på hinanden. Det sker så ofte, at det må være et bevidst kunstnerisk eller journalistisk valg, men det er en smule irriterende.

 Den slags tilgiver man dog hurtigt. Man er trods alt i selskab med ’Verdens sødeste mænd’. 

---

Kort sagt:
’Verdens sødeste mænd’ er en mild, morsom og observant dokumentar om den komplicerede opgave, det er at være moderne dansk mand. Især hvis postnummeret er i omegnen af 8000.