Disneys Marvel-filmfranchise er ikke ligefrem i storform. Det var seneste sløje skud på stammen, ‘Captain America: Brave New World’, et sigende eksempel på.
Forventningerne er dog store til det kommende reboot af superheltegruppen Fantastic Four, der har stjernekvartetten Pedro Pascal (Mister Fantastic), Vanessa Kirby (Invisible Woman), Joseph Quinn (Human Torch) og Ebon Moss-Bachrach (Thing) i front.
Første teaser-trailer til ‘The Fantastic Four: First Steps’ lovede godt med en charmerende, retro-futuristisk stil, der passer til handlingen sat i 1960’ernes USA.
En ny trailer i fuld længde er netop landet, skriver Deadline, og her får vi også første forsmag på filmens skurke, som truer med at udslette menneskernes verden.
Jennifer Garners Silver Surfer dukker nemlig op på Jorden som spejder for den kosmiske superskurk Galactus, der kommer for simpelthen at æde hele planeten. Galactus optræder også kort til allersidst i traileren, hvor vi nøjes med at se hans kæmpefødder smadre gennem New Yorks gader.
Traileren afslører i øvrigt også, at Sue Storm (Invisible Woman) er gravid med Reed Richards’ (Mister Fantastic) barn.
‘The Fantastic Four: First Steps’ kommer i biograferne 23. juli. Inden da, 30. april, får vi Marvel-filmen ‘Thunderbolts*’.