‘Captain America: Brave New World’: Ny skuffende superheltefilm savner underholdningsværdi og mod
Siden ’Deadpool & Wolverine’ gav livreddende førstehjælp til det langsomt døende MCU-samlebånd, har fans af Marvel-superheltene kunnet skimte et lille håb om, at franchisen ville vende tilbage til fordums storhedstid – især på grund af stort anlagte projekter i støbeskeen som ‘Avengers: Doomsday’, ‘Thunderbolts’ og ‘The Fantastic Four: First Steps’.
Nu lander den første reelle styrkeprøve på den nye form med Sam Wilson (Anthony Mackie) som den bevingede version af Captain America.
I instruktør Julius Onahs ‘Captain America: Brave New World’ er The Avengers gået i opløsning. Wilson har for alvor påtaget sig rollen og ansvaret som USA’s største helt. Sammen med makkeren Joaquin Torres (Danny Ramirez) står han i spidsen for en militær specialenhed, der jager den kriminelle gruppering The Serpent Society, som har stjålet et nyt og værdifuldt råstof.
Handlingen er desuden anført af en skjult spiller, der ønsker at destabilisere verdensordenen og sende Captain America i kollisionskurs mod sin tidligere ærkefjende, den nykårede præsident Thaddeus ‘Thunderbolt’ Ross (Harrison Ford).
Det bedste ved Wilsons Captain America er hans ambivalens i superhelterollen.
At iklæde sig Steve Rogers’ ikonografiske uniform sidestiller ham ikke bare med sin forgænger, men også med den uret, som afroamerikanere har lidt i hænderne på den amerikanske stat. En splittelse i loyalitet, der på fin vis blev udforsket i den serielle forløber, ’The Falcon and the Winter Soldier’ fra 2021.
Særligt seriens historie om den sorte supersoldat Isaiah Bradley (Carl Lumbly) formåede at formidle den racistiske arv i uniformen på en måde, der giver genklang i den virkelige verden.
På papiret passer tematikken som hånd i handske med instruktør Julius Onah, der med filmen ’Luce’ i 2019 demonstrerede en mesterlig evne til at dissekere og formidle det amerikanske racemæssige ubehag. Men her kommer ‘Captain America: Brave New World’ til kort.
Filmen enten forspilder eller danser overfladisk hen over al racespændingen. For eksempel i Wilsons sammenstød med præsident Ross, der ved flere lejligheder uproportioneret betvivler Wilsons evner i forhold til Steve Rogers. Man savner modet til at se de racistiske antydninger i øjnene uden hurtigt at udglatte ubehaget med jokes og mæglende biroller, hvis eneste funktion er at stryge egoer som middel til at undgå konflikt.
Filmen kæmper i det hele taget med at finde tonen. Den føles grundforvirret i sine stemningsskift, der abrupt hopper fra politisk thriller til actiondrama og igen til letbenet komedie.
Et skrækeksempel er en udveksling, som Wilson har med Bucky (Sebastian Stan), da konflikterne spidser til og sender Wilsons gode ven på hospitalet. Samtalen går fra åbenhjertig snak til ironiske meta-referencer og jokes med en så pludselig pendulering, at man sidder tilbage med et emotionelt piskesmæld.
’Captain America’-universet har generelt været garant for stærke antagonister med tydelige motivationer. Den seneste film bød på Baron Zemo, der ville have hævn for sin families død ved at udstille hykleriet i heltenes retfærdighedssans – og bruge det til at vende dem mod hinanden. Den kamp introducerede Black Panther og Spider-Man og inkluderede samtlige andre Avengers på nær Hulk og Thor.
Til sammenligning er hovedskurken i den nye film en cameo hevet op af gemmerne fra ‘The Incredible Hulk’ fra 2008 – den måske værste Hulk-film nogensinde.
Et fortællemæssigt krumspring, der mest er til for at bane vejen for Red Hulk. Det virker dovent og ligegyldigt, og nedturen bliver kun cementeret af, at der ingen nævneværdige optrædener er fra de andre eks-Avengers, på nær en minimal cameo med Bucky. Ikke engang Bruce Banner, som hele handlingen udspringer fra, kigger forbi.
Når skuespillerne til gengæld får noget ordentligt at arbejde med, så leverer de. Anthony Mackie bringer en charmerende humoristisk sans og har en bred emotionel spændvidde i sit udtryk.
Særligt hen imod slutningen viser han eksempler på sårbarhed og en fandenivoldskhed, som klæder både karakteren og skuespilleren. Samspillet med wingman-Ramirez oser også af overskud og naturlig kemi.
Harrison Ford får også utroligt meget ud af utroligt lidt. Præsident Ross har én motivation: at forsones med Betty (Liv Tyler) og bevise, at han har forandret sig til det bedre. Det er et afsavn, han kommunikerer ud i et tomrum, da datteren ikke ønsker kontakt. Alligevel formår han at udvise en følsomhed, der inviterer til empati med en ellers meget usympatisk karakter. Det er en fin bedrift.
Men når Jean-Claude Van Damme-lignende spagat-spark er landet, og støvet fra eksplosionerne har lagt sig, er det svært at få øje på underholdningsværdien. Efter lidt over to timer forvandler kedsomheden sig til frustration – selv for en engageret seer, som er relativt velbevandret i Marvel-universet.
Med det i mente er det ikke så underligt, at leden over superhelte på det store lærred lever i bedste velgående.
Kort sagt:
‘Captain America: Brave New World’ er et tilbagefald til Marvels ujævne samlebåndsarbejde. Filmen forspilder potentialet og lander i forglemmelseslimbo sammen med ‘Thor: Dark World’ og alle andre Hulk-film end Ang Lees fra 2003.