Selv den mest hæmningsløse super-antihelt Deadpool har sin overmand.
Selveste Bob Iger, CEO for The Walt Disney Company, satte nemlig foden ned og fik Ryan Renolds til at fjerne en joke om Mickey Mouse fra ‘Deadpool & Wolverine’.
Det fortalte Ryan Reynolds som gæst i podcasten ‘Conan O’Brien Needs a Friend’ (via The Wrap).
»Første gang han (Bob Iger, red.) så filmen, sagde han, ‘du bliver nødt til at fjerne den ene replik Ryan’, og jeg var sådan ‘hvilken replik?’, ‘du ved godt hvilken’, og jeg var sådan ‘Mickey Mouse’, ‘nemlig’«, fortalte Reynolds, som dog ikke gav sig øjeblikkeligt.
»Jeg var sådan, ‘Jamen Bob hele filmen drejer sig om den replik. Den replik er filmen, det er fremdriften, det er tesen, den er alt’. Da han (Bob Iger red.) sagde det, var min hjerne sådan: ‘Precious. Must keep the line‘. Jeg havde brug for lige at vade et par omgange på hans kontor, og så var vi okay igen. Vi ændrede den. Han ville bare ikke have Mickey Mouse-joken i filmen«, afsluttede Reynolds.
Selvom replikken blev fjernet fra filmen, er den stadig blevet offentliggjort gennem Disneys FYC-portal, hvor det originale manuskript blev udgivet.
Replikken kommer i kølvandet på Magnetos død, og Deadpool finder dermed ud af, at Ian McKellan ikke kommer til at medvirke i filmen.
»FUCK! Vi har ikke engang råd til én til X-Man? Disney er så nærige. Jeg kan knap nok trække vejret med alt den Mickey Mouse-pik i min hals«, lyder den joke, der blev for meget for Disney.
Reynolds pointerede endvidere, at netop på grund af manuskriptets offentliggørelse, så har replikken nok fået desto mere opmærksomhed, end hvis den var med i selve filmen.
Disney-dickjoke eller ej så blev ‘Deadpool & Wolverine’ en gigantisk succes med 1,3 milliarder dollars i billetindtægter. Soundvenues anmelder kvitterede også med fem stjerner.