Efter spillefilmdebuten ‘Kontra’ er der snart nyt fra Jonas Risvig på flere fronter.
I sidste uge annoncerede instruktøren YouTube-serien ‘Peak‘, men derudover er der en tredje og »formentlig sidste sæson« på vej af DR-serien ‘Salsa’. Det bekræfter Risvig i en mail til Soundvenue.
Ungdomsserien har gennem to sæsoner fulgt søstrene Uma og Victoria (spillet af Safina og Filippa Coster-Waldau) og deres vennegruppe, mens de udforskede det tidlige voksenliv i København og deres egne lyster og drømme med den fiktive sexapp Drift som medspiller på godt og ondt.
»Det har været en stor fornøjelse at udvide serien med en tredje og formentlig sidste sæson af et projekt, som i den grad har fået stor opmærksomhed«, lyder det nu fra Risvig.
‘Salsa’s nye sæson vil gå nye veje i sin historie, og hvor de tidligere sæsoner har fået både stor ros og kritik for skildringen af især sex og festkultur, er fokus nu i højere grad på fortællingen om at finde sig selv.
Serien har fra start vakt opsigt for at involvere unge i fokusgrupper sideløbende med udviklingen af historien, og det har man skruet op for i udviklingen af næste manuskript. Det understreger instruktøren også har været vigtigt for at imødekomme kritikken af sæson to.
»Sæsonen er skrevet og produceret i kølvandet på en meget blandet modtagelse af den anden sæson i trilogien. Så i endnu højere grad end de forrige har vores forfatterhold gjort brug af vores publikum til at finde en retning på serien, som i mine øjne er landet det perfekte sted mellem nærværet i sæson 1 og farten i sæson 2«, siger instruktøren.
‘Salsa’ har også fået en ny hovedforfatter i form af Siff Bak, hvor de foregående sæsoner har været skrevet af Jonas Risvig, Denise Kræmer og Laila Asingh. Bak er dog ikke ny i universet, men var med til at skrive sæson to og YouTube-serien ‘Evigt’ fra 2024.
Jonas Risvig vil ikke afsløre for meget om, hvad handlingen bliver, når ‘Salsa’ vender tilbage, men temaerne kommer til at skille sig ud fra de foregående.
»Jeg tør godt sige, at karaktererne er blevet ældre, at festerne er udskiftet med kærlighed, og at de nye episoder får besøg af både gamle og nye karakterer«, siger Risvig.
Premieredatoen for den nye sæson er 29. august på DR.