Dakota Johnson kritiserer idéforladte Hollywood: »De laver det samme om og om igen«

Dakota Johnson kritiserer idéforladte Hollywood: »De laver det samme om og om igen«
Dakota Johnson. (Foto: Vivien Killilea/Getty Images for ABA)

Dakota Johnson er ikke bleg for at sige sin ærlige mening om fejlslagne filmprojekter – heller ikke hvis hun selv er indblandet i dem. Det beviste filmstjernen, da hun sluttede sig til koret af ‘Madame Web’-kritikere sidste år.

Nu udtaler skuespilleren sig også kritisk om Hollywood i bredere forstand.

Det gør hun ifølge Variety i et nyt afsnit af det populære interviewprogram ‘Hot Ones’, da værten Sean Evans spørger hende, hvorfor Hollywood er så uvillig til at tage chancer.

»Jeg synes, det er svært, når kreative beslutninger bliver taget af en komité, og det er svært, når de bliver taget af folk, der ikke engang rigtig ser film eller ved noget om dem, og det er desværre noget, der sker ret ofte«, svarer Johnson.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Hun kommer også ind på den store mængde reboots og remakes, som kommer ud af den til tider idéforladte amerikanske filmbranche i stedet for originale fortællinger.

»Når noget klarer sig godt, vil studierne gerne fortsætte succesen, så de laver det samme om og om igen«, siger Johnson. »Men mennesker vil ikke have det. De vil have noget friskt, de vil føle nye ting, opleve nye ting, se nye ting. Så jeg ved ikke, det hele er bare lidt noget rod lige nu, ikke?«

‘Hot Ones’-besøget er en del af Johnsons promoveringen af ‘Past Lives’-instruktør Celine Songs nye (originale) romcom, ‘Materialists’, hvor hun spiller over for Chris Evans og Pedro Pascal.

Filmen får dansk biografpremiere 3. juli.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af