Matthew Perrys læge risikerer 40 års fængsel for ‘Friends’-stjernens død

Matthew Perrys læge risikerer 40 års fængsel for ‘Friends’-stjernens død
Matthew Perry i 2016. (Foto: David M. Benett/Dave Benett/Getty Images)

Sidste år blev fem personer tiltalt for at have medvirket til Matthew Perrys tragiske død i 2023. Nu planlægger en af disse, ‘Friends’-stjernens læge Salvador Plasencia, at erklære sig skyldig i anklagerne, som kan give ham en lang fængselsdom.

The Wrap skriver, at Plasencia mandag gik med til at tilstå i retten, at han distribuerede ketamin til Perry uden en legitim medicinsk årsag, hvilket resulterede i den 54-årige skuespillers død.

Lægen afventer nu sin straf. Han kan blive idømt op til 40 års fængsel for fire anklagepunkter relateret til ketaminudleveringen.

Han er den fjerde person i sagen, der erklærer sig skyldig i forhold til Perrys død. Blandt dem er en anden læge, Dr. Mark Chavez, som solgte ketamin til Plasencia. De to sidste er Perrys personlige assistent Kenneth Iwamasa og vennen Erik Fleming.

Den sidste sigtede person, som modsat de andre har nægtet sig skyldig, er kvinden Jasveen Sangha, der ifølge flere medier går under tilnavnet »Ketamindronningen«.

Matthew Perry blev fundet livløs i sit boblebad 28. oktober 2023, og senere samme år fandt politiet frem til, at hovedårsagen til dødsfaldet var »akutte virkninger af ketamin«.

Skuespilleren kæmpede med alkohol- og stofafhængighed gennem det meste af sit liv, hvilket han – særligt i forbindelse med selvbiografien ‘Friends, Lovers, and the Big Terrible Thing’ fra 2022 – var åben omkring.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af