Verdens måske travleste skuespiller lige nu, Pedro Pascal, har haft lidt af et 2025 – fra den splittende anden sæson af ’The Last of Us’ til større roller i en række af sommerens mest omtalte titler: ’Eddington’, ’Materialists’ og ’The Fantastic Four: First Steps’.
Der er tilsyneladende plads til mere i kalenderen for Pascal, for ifølge Deadline er han tæt på at lande hovedrollen i ’Andor’-skaberen Tony Gilroys første spillefilm siden 2012.
Gilroy udtalte tidligere på året i et interview med The Playlist, at han er »ivrig efter at lave den her film«, som altså har fået titlen ’Behemoth!’. »Det er en film om filmmusik. En film om at lave filmmusik. Jeg er virkelig lun på ideen«, fortalte han her. ‘Behemoth!’ handler om en cellist, der vender tilbage til Hollywood efter mange års fravær og oplever flashbacks fra sin traumatiske fortid.
Instruktøren havde oprindeligt udset sig Oscar Isaac til selvsamme hovedrolle, men skuespilleren er sidenhen blevet forhindret på grund af sine egne kalenderudfordringer. Pascal kan dog næppe kaldes en nedgradering med tanke på hans nuværende popularitet, så der vil være tale om et regulært scoop, hvis det lykkes Gilroy at få ham ombord på projektet.
Tony Gilroy er for tiden mest kendt for føromtalte ’Andor’, som for nylig har raget 14 Emmy-nomineringer til sig, men har også instrueret film som ’The Bourne Legacy’ og ’Michael Clayton’.
’Behemoth!’ har på nuværende tidspunkt ingen premieredato.
