De seneste årtier er det væltet frem med danske animationsfilm.
Mens de danske produktionsselskaber ganske vist ikke kan konkurrere på lige vilkår med Hollywood-studiernes milliardbudgetter, har danskerne gentagne gange kastet deres kærlighed efter de hjemlige produktioner.
Til trods for at mange danske animationsfilm primært laves i øjenhøjde med børn og børnefamilier – som med ’Den utrolige historie om den kæmpestore pære’, ’Mugge og vejfesten’, ’Hodja fra Pjort’, ’Drømmebyggerne’ og klassikere som ’Hjælp, jeg er en fisk’ og ’Valhalla’ –findes der også en fin buket af film, der også eller kun taler til den voksne målgruppe.
Vi har fundet otte af slagsen, som er markant afvekslende i udtryk, præmis og tema. Til sammen understreger de, at dansk animation tør tage chancer og kan tilbyde noget helt andet end studier som Disney, Pixar og Sony.
1. ’Princess’
Med Anders Morgenthalers instruktørdebut, hævnfilmen ’Princess’ fra 2006, er vi milevidt fra de børnevenlige ’Mugge og vejfesten’ og ’Æblet og ormen’, som han også står bag.
’Princess’ er lidt af en hengemt perle, der ikke rigtig minder om nogle af de andre film på denne liste, hvilket til dels skyldes Morgenthalers unikke streg, hans og Mette Heenos dunkle manus og den tydelige inspiration fra ekspressiv japansk anime.
Filmen handler om præsten August, der vender hjem til Danmark fra et liv som missionær for at adoptere sin femårige niece Mia. Augusts søster, Christina, der levede som pornostjerne under navnet Princess, er nemlig død på grund af et stofmisbrug. Men da der opstår tvivl om Christinas død, begiver August sig – med Mia i hånden – ud på et blodigt hævntogt for at finde de ansvarlige og stille dem til regnskab.
Filmen er ikke fuldblodsanimation, da de talrige flashbacks præsenteres som live-action arkivoptagelser, hvilket virker upåklageligt – ikke mindst fordi filmen er dygtigt klippet af den senere Oscar-vinder Mikkel E.G. Nielsen.
Plottet er en klassisk hævnhistorie, der serveres med tonsvis af chok- og voldseffekter, men heldigvis drukner det ikke filmens emotionelle kerne: forholdet mellem August og Mia, der løftes af samspillet mellem Thure Lindhardt og Mira Hilli Møller Hallund.
’Princess’ kan ses på SF Anytime, Blockbuster og Apple TV.

2. ’Terkel i knibe’
Det er lidt vildt at tænke på, at kultfilmen ’Terkel i knibe’ var tilladt for alle aldersgrupper (dog frarådet børn under 7 år), da den udkom i biografen i 2004. Det blev så korrigeret til 11 år ved dvd-udgivelsen, men man forstår måske godt, hvis nogle forældre for eksempel har haft lidt svært ved at forklare Dorits selvmord til de mindste.
For det unge og voksne publikum er filmen blevet en klassiker, der forener finurlig animation med grovkornet humor, som udspringer fra Anders Matthesens kringelkrogede hjerne, hans enorme stemmegalleri og de skarpe karikaturer af forskellige danske arenaer som folkeskolen og middelklassehjemmet.
Filmen er fyldt til bristepunktet med perfekte musiknumre som ’Tag og fuck af’, ’Arne… Han er for cool!’ og ’Quangs sang’, mindeværdige karakterer (Arne Nougatgren, Jason, Silas, Sten og Saki, Gunnar og selvfølgelig »Børnetelefonen, det’ StEEwAAArt«) og replikker, der er blevet citeret til uigenkendelighed.
Baseret på Matthesen ligeledes populære radioproduktion var ’Terkel i knibe’ en lige så stor milepæl for ham, som den var for dansk animation.
Kan ses på Prime Video, Viaplay og DRTV.

3. ’Flugt’
Der er efterhånden skrevet så mange rosende ord om Jonas Poher Rasmussens tredobbelte Oscar-nominerede dokumentarmesterværk ’Flugt’, at det kan være svært at finde på nye. Heldigvis taler filmens enorme kvaliteter sit eget sprog.
Når snakken falder på de bedste danske animationsfilm (og de bedste animationsfilm i det hele taget), er ’Flugt’ selvfølgelig selvskrevet.
Den knugende skæbnefortælling om instruktørens 36-årige ven Amin, der åbner op om sin smertelige og fortrængte fortid som flygtning fra Afghanistan, om hans oplevelser med menneskesmuglere og hans homoseksualitet, klemmer sig fast om hjertet ved hvert gensyn.
Den vellykkede animation giver Poher Rasmussen mulighed for at supplere Amins beretninger fra hans liv med livagtige billeder, så man kommer helt tæt på Amins følelser, opvækst og bortgemte traumer.
For Amins vedkommende er der noget terapeutisk over at dele sine oplevelser i filmen til Jonas og hans kamera, og for alle os andre giver den et menneskeligt perspektiv til en samfundsdiskurs om flygtninge, der ofte er præget af kynisme og hårdhed.
’Flugt’ kan ses på TV 2 Play, Filmstriben og Blockbuster.

4. ’Drengen der ville gøre det umulige’
Det ville være blasfemisk at lave en liste over de bedste danske animationsfilm uden at kippe med hatten til Jannik Hastrup, der nærer legendestatus indenfor feltet. Han instruerede flere ’Cirkeline’-film (som konen Hanne Hastrup tegnede og forfattede), mens han også har stået bag klassiske danske tegnefilm som ’Cykelmyggen og Dansemyggen’, ’Samson og Sally’ og ’Bennys badekar’.
Hastrups mest sobre og ambitiøse værk, ’Drengen der ville gøre det umulige’, handler om et grønlandsk menneskebarn, der bliver kidnappet af to isbjørne, som sørger over deres dødfødte unge. Drengens menneskeforældre leder fortvivlede efter ham, mens han i årevis vokser op i troen på, at han er en isbjørn – indtil han en dag møder sin menneskefar, der netop jager isbjørne.
Historien er en dannelsesrejse om identitet, sorg og magi, der krydres med grønlandske sagn og en både enkel, varm og stilsikker streg fra animatorerne. Forholdet mellem natur og civilisation skildres, med afsæt i Drengens splittelse, nuanceret og med stor indlevelse, og Bruno Coulais’ afdæmpede og melankolske soundtrack giver filmoplevelsen et ekstra løft.
Selvom børn også kan se med, taler filmens temaer, taktile animation og ofte barske historie endnu mere til et voksent publikum – især hvis du nærer kærlighed for en film som ’Wolfwalkers’.
Kan ses på Blockbuster og SF Anytime.

5. ’Ronal Barbaren’
Er humoren dum og barnlig? Er animationen en smule primitiv og spartansk? Er historien set før? Ja, ja og ja.
Men armbevægelserne er faktisk så befriende store i Kresten Vestbjerg Andersen og Thorbjørn Christoffersens satiriske fantasyfilm ’Ronal Barbaren’, at man godt kan tilgive filmen dens fejl og mangler.
Ronal er barbar og har ligesom resten af hans klan drukket blodet fra den mægtige barbarkriger Kran, som skænkede dem overmenneskelige muskler. Problemet er bare, at Ronal kun fik et par dråber, hvilket akkurat var nok til at forstørre hans testikler, men ellers efterlod ham som den eneste svækling i klanen.
En dag angriber den onde Sauron-parodi Fyrst Volcazar barbarernes landsby og lykkes med at bortføre befolkningen, mens Ronal skånes, da han ikke anses som en trussel. Men mod alle odds beslutter han sig for at forsøge at redde sine frænder og får følgeskab af den stangliderlige skjald Alibert, skjoldmøen Zandra og elveren Elric.
Ironien er smurt lige så tykt på joksene, som den olie krigerne smører på deres kropsdele, og mellem de mange punchlines om muskler, bryster, nosser og g-strenge gemmer der sig faktisk en fin og underholdende underdog-historie om venskab og maskulinitet.
Kan ses på Prime Video, Blockbuster og SF Anytime.

6. ’Blokhavn’
Satirekollektivet Gigis brød igennem med deres populære YouTube-kanal og senere et radioprogram på P3, hvor de blandt andet skildrede livet i ghettoen med både humor og tyk ironi. I 2020 udkom de med biograffilmen ’Blokhavn’, der følger de tætte shababs Ali, Hassan, Ahmed, Abdi, Musti og David, som alle går på skolen Blokhavn i 8. klasse.
Da Blokhavn får prædikatet som landets værste skole af undervisningsministeren Martin Poulsen, der i samme åndedrag erklærer, at skolen skal lukkes, er jublen blandt eleverne stor. Ingen lektier, ingen overpædagogiske lærere – bare fritime resten af livet. Men da det går op for vennerne, at de i stedet vil blive flyttet til forskellige skoler, sætter de alt ind for at redde Blokhavn.
Gigis første film er musikalsk og humoristisk, men til tider også hjertevarm i sin skildring af den danske ghetto. Karaktererne er selvfølgelig overdrevne, men de bliver meget mere end tynde karikaturer, fordi Gigis bygger flere lag på dem hver især. Man føler især med Hassan, der bag sit hårde ydre gemmer på et hjerte, der både banker for hans enlige mor, hans dedikerede lærer Gertrud og hans shababs.
Filmens humor er også veloplagt, og der rettes jokes mod kultursammenstød, fordomme, folkeskolelærere og ikke mindst et par fordrukne/cokesniffene udgaver af Jokeren og Niarn, der til elevernes store forfærdelse optræder til en skolekoncert i stedet for populære Gilli.
’Blokhavn’ kan ses på DRTV, Blockbuster eller SF Anytime.

7. ’Rejsen til Saturn’
I ’Rejsen til Saturn’ bliver Danmark den førende rumfartsnation, da den excentriske og griske rigmand Kurt Maj beslutter sig for at sende et hold af danske astronauter til Saturn.
Ombord er den hyggeracistiske og PTSD-ramte Major Arne Skrydsbøl, forsyningsmanden Fisse-Ole, kokken Jamil og navigatøren Per Jensen, som har løjet sig til en astronautuddannelse. Sammen rejser de til den anden ende af galaksen for at tappe planeten for ressourcer, men i virkeligheden har Kurt Maj i sinde at indgå en ondsindet pagt med de imperialistiske og tilsyneladende analfikserede rumvæsener, der allerede bor på Saturn.
Danskheden får én over nakken i den folkelige tegnefilm, der er en opdateret fortolkning af Claus Deleurans tegneserie fra 1977, og det er svært ikke at le højlydt, når Fisse-Ole panisk hyperventilerer over manglen på øl, eller når astronauterne kortvarigt møder St. Peter, der rasende forviser dem fra efterlivet, da de jo »ikke engang er medlem af folkekirken«.
Frank Hvam, Iben Hjejle og Casper Christensen leverer alle gode stemmepræstationer, og det er også deres fortjeneste, at filmen (for det meste) klarer toneskiftene fra den energifyldte humor til de følsomme øjeblikke.
Kan ses på Prime Video, Nordisk Film+ og Blockbuster.

8. ’Ternet Ninja’-trilogien
Lad os slutte med den aktuelle: Anders Matthesens nu afsluttede ’Ternet Ninja’-filmfranchise er et fænomen i dansk filmhistorie, som med de tre film tilsammen har solgt svimlende 2,3 millioner biografbilletter – and counting …
Den gennemgående historie om Aske og Ternet Ninjas (aka TN) venskab og fælles mission om at få bugt med skurken Philip Eberfrø var et fantastisk bekendtskab, og heldigvis tyder det på, at Matthesen lader trilogien stå som et samlet og gennemført værk i stedet for at koge videre på suppen.
Modsat ’Terkel i knibe’ er det ikke forkert at kalde ’Ternet Ninja’-filmene for børnefilm, men det er børnefilm med kant, musikalitet, humor og masser af alvor, der både har øje for de voksne og de mindste. Gilli-inspirerede sange om pesto og glutenfri morgenmad samt gags om handicappede, veganere og skolelærere udelukker ikke temaer som børnearbejde, traumer og død, hvilket er noget af det smukke ved Matthesens univers.
Over de tre film foldes hovedkaraktererne også ud med stort fortælleoverskud. TN, Aske, Jessica, Eberfrø, Jørn, Sirene, Onkel Stewart og Sune gennemgår alle troværdige udviklinger, og den perfekte afsked med universet er derfor både vemodigt og tilfredsstillende.
Og så er filmenes flydende, detaljerede og farverige animationsstil et vidnesbyrd om, hvor langt dansk animation er kommet på et teknisk plan siden årtusindeskiftet.
’Ternet Ninja’ og ’Ternet Ninja 2’ kan ses på DRTV, Netflix og SF Anytime. ‘Ternet Ninja 3’ kan ses i biografen.
