Det er en gammel skrøne … okay, faktisk det rene sludder, at animation er en genre, der er forbeholdt børn.
De er jo rigtigt meget animation, der kun er tiltænkt et voksent publikum.
På det smalle lærred er lovpriste animationsserier som ’BoJack Horseman’, ’The Simpsons’, ’Rick and Morty’, ’Archer’, ’Attack on Titan’, ’Undone’ og ’South Park’ fine eksempler på, at formatet nyder stor succes blandt voksne tv-seere. Det gælder i særdeleshed også på film, hvor mastodonter som Disney, Pixar, Warner, Dreamworks, Sony, Madhouse og Studio Ghibli i årevis har henvendt sig med film, der ofte har haft noget for enhver alder.
Denne liste er dog forbeholdt de rendyrket voksne animationsfilm. Det vil altså sige: de animationsfilm, der har brugt formatet på en ukonventionel eller nyskabende måde og i sammenspil med en unik historie eller tematik udelukkende appellerer til et voksent publikum.
Derfor finder du ingen (uagtet hvor skønne de er) familiefilm som ’Løvernes konge’, ’Shrek’, ’Wolfwalkers’, ’Inderst inde’, ’Spider-Man: Into the Spider-Verse’ eller ’Chihiro og heksene’.
Mange gode film kæmpede sig ikke op i slutfeltet på denne liste – som ‘Loving Vincent’, ’Tokyo Godfathers’, ‘Yellow Submarine’, ’Watership Down’, ’Isle of Dogs’, ’South Park: Bigger, Longer & Uncut’, ‘The Triplets of Belleville’, ’Heavy Metal’ og ’A Scanner Darkly’. Men se dem for guds skyld alligevel!
Send desuden en kærlig tanke til film som ‘Mary and Max’, ‘Fantastic Planet’, ‘Wrinkles’, ‘My Life as a Zucchini’, ‘Chico and Rita’, ‘Rocks in my Pockets’, ‘The Wolf House’, ‘Towers’ og ‘Persepolis’, der desværre ikke kan streames i Danmark på nuværende tidspunkt.
Men nok mellemregninger – lad os komme til sagen.
1. ‘Millennium Actress’
Visionære Satoshi Kon leverede fire gedigne mesterværker, inden han i 2010 gik bort efter et forløb med terminal bugspytkirtelkræft. Selvoms den vidunderlige julefilm ’Tokyo Godfathers’ (se den!) ikke klarede cuttet, er Kon stadig en genganger på denne liste.
Vi lægger ud med hans romantiske og poetiske kærlighedserklæring til japansk film med ærbødig homage til legender som Yasujirō Ozu og Akira Kurosawa, mens den japanske filmtradition med jidaigeki og kaiju-film og landets nationalhistorie også flettes ind i handlingen.
I filmen interviewer to dokumentarister den aldrende skuespiller Chiyoko Fujiwara (der er inspireret af de to stjerner Setsuko Hara og Hideko Takamine) om hendes liv i rampelyset. Chiyokos nutid, fortid, minder og karrierens filmroller smelter sammen i en på én gang fortryllende og svulstig fortælling, som bliver rodfæstet i en kærlighedshistorie mellem Chiyoko og en navnløs politisk dissident og kunstner.
Når først Kon trykker speederen i bund, er det om at holde på hat og briller. Den dualistiske handling springer løssluppent frem og tilbage mellem Chiyokos erindringer om sine personlige oplevelser gennem livet og hendes karriere, hvilket danner grundlag for nogle af de smukkeste animerede sekvenser i mands minde. Det er drilsk og desorienterende, men det gør også filmen unik og bevægende.
At se ’Millennium Actress’ for første gang er en ubeskrivelig følelse i sig selv, og selvom Chiyokos livslange jagt efter sin store, mytiske kærlighed forekommer illusorisk og bittersød, hepper man på hende hele vejen.
Kan ses gratis på Filmstriben.
2. ‘Waltz with Bashir’
Israelske Ari Folmans personlige dokumentarfilm ses i dag som forløberen til danske ’Flugt’ med sine personlige beretninger om traumer fra en krigs frygtelige rædselskabinet. ’Waltz with Bashir’ tager livtag med temaer som skyld, PTSD og folkemord, og gennem sin blændende animation ætser flere scener sig fast i hukommelsen.
Filmen handler om krigen i Libanon fra 1982, hvor Folman selv gjorde tjeneste som soldat, og ikke mindst den blodige massakre på de palæstinensiske flygtningelejre Sabra og Shatila. Da han mindes krigen med en soldaterkammerat, finder han ud af, at han intet husker fra den. På råd fra en psykolog opsøger han sine gamle krigskammerater, i håb om at de kan sætte gang i hans hukommelse.
Filmen drager effektivt nytte af sit animationsformat, der flot assisteres af Max Richters pulserende score. Billederne fra krigszonerne er pakket ind i skiftevis douchede og grålige farver, mens der i de livagtige drømmesekvenser skrues op for de glødende og gyldne nuancer. Det medvirker til det sansebombardement, som filmen serverer for os, hvor vi kommer helt tæt på soldaterne med grusomme skildringer af liv og død.
Selve massakren lurer faretruende i kulissen og kommer helt tæt på, desto mere Folman erindrer, og de døende minutter af dokumentaren, hvor animationen skiftes ud med rigtige optagelser af lidende ofrer, er uafrystelige.
Kan ses gratis på Filmstriben.
3. ‘Anomalisa’
Den hæderkronede instruktør og manuskriptforfatter Charlie Kaufman (’Being John Malkovich’, ’Eternal Sunshine of the Spotless Mind’) er altid god for et pirrende smugkig ind i menneskets underbevidsthed og kringelkrogede psyke. Hans og Duke Johnsons udsøgte stopmotion-film, ’Anomalisa’, er ingen undtagelse.
Den depressive Michael Stone (David Thewlis) er på vej til Cincinnati for at tale ved en konference om kundeservice. Af uransagelige årsager ligner menneskene omkring ham den samme person, og lyder tilmed ens – fra flypassager til hotelgæster. På hotellet, hvor han overnatter, tager han fluks hul på minibaren og forsøger samtidig at klinke skårene med – og komme i bukserne på – en gammel flamme, Bella, hvilket ender i et skænderi, der sender Michael længere ned i dybet.
Senere på aften møder Michael en kvinde ved navn Lisa (Jennifer Jason Leigh), hvis stemme udskiller sig i mængden. De forelsker sig hurtigt, hun i hans følsomhed og han i hendes stemme og skønhed, og de ender med at have sex. Morgenen efter har noget dog ændret sig drastisk, hvilket i sidste ende kan komplicere deres forhold og fremtid sammen.
Med ’Anomalisa’ har Kaufman og Johnson skabt en skæv, morsom og indsigtsfuld film. Johnson, der blandt andet har instrueret claymation-afsnittet ’Abed’s Uncontrollable Christmas’ fra ’Community, har et raffineret greb om stopmotion-teknologien, og karaktererne, der er printet ved hjælp af en 3D-printer, er livagtige og smukke.
Kaufmans manuskript berører ensomhed, depression og selvhad, og replikkerne gestaltes perfekt af David Thewlis, Jennifer Jason Leigh og Tom Noonan.
Kan ses på Blockbuster, SF Anytime eller Viaplay.
4. ‘Paprika’
Før ’Inception’ var der Satoshi Kons ’Paprika’, der fungerede som en forløber for Christopher Nolans berømte drømmeinferno. ’Paprika’ er på mange måder Satoshi Kons bedste film – samtidig med at den fremstår som en surrealistisk feberdrøm med en malstrøm af hjernevridende og opfindsomme sekvenser.
I filmen er det blevet muligt at infiltrere menneskers drømme gennem en opfindelse kaldet DC-Mini. Hensigten med DC-Mini er, at psykiatere kan få direkte adgang til deres patienters drømme som et nyt led i deres behandling. Men da en terrorist stjæler opfindelsen, begynder drømme og virkelighed at smelte sammen, og det er op til forskeren Chiba, der i drømmeland er kendt under sit alias Paprika, til at få DC-Mini tilbage og redde verdenen.
Kons fantasi er på et uhørt højt niveau i ’Paprika’. Han trækker publikum rundt i handlingen, og man bliver konstant udfordret i ens opfattelse af, hvad der er virkelighed og drømme. I én scene kan alt ånde fred og fordragelighed, mens den næste scene så eskalerer i vanvittig dialog og mareridtsagtige sekvenser.
Teknisk er filmen også et crescendo – fra Susumu Hirasawas unikke soundtrack til de smukke transitioner fra animefilmenes klipperguru, Takeshi Seyama.
Med ’Paprika’ satte Kon en fed streg under, hvorfor filmmediet (og ikke mindst animationsgenren) er skræddersyet til at emulere drømmeverdener.
Kan ses på Blockbuster, SF Anytime eller Viaplay.
5. ‘Waking Life’
Den evigt talentfulde Richard Linklater, har tre animationsfilm på cv’et – Philip K. Dick-adaptationen ’A Scanner Darkly’, ’Waking Life’ og ’Apollo 10 1⁄2: A Space Age Childhood’. De to førstnævnte film er vakt til live med rotoscoping-teknik, hvor virkelige optagelser er efterbehandlet med animation – tænk tv-serien ’Undone’.
Ligesom førnævnte ’Paprika’ er Linklater i ’Waking Life’ besat af drømme og virkelighed. I stedet for et traditionelt, struktureret plot følger vi en unavngiven hovedperson, der bevæger sig rundt i et drømmestadie, hvor han møder en række særprægede karakterer, som præger ham med hver deres filosofiske syn på livet.
’Waking Life’ er udfordrende og dynamisk, men også dyb og avantgardistisk, og man får konstant kastet referencer fra blandt andre Thomas Mann og Jean Paul Sartre i hovedet, mens spørgsmål om individualitet, eksistentialisme, identitet og menneskelig nærhed bliver fabuleret over i de mange monologer.
Samtidig er der også et væld af mindeværdige scener i filmen. Som når en chimpanse giver en forelæsning om menneskets forhold til kunst, eller når en politimand (spillet af den kontroversielle radiovært Alex Jones) ranter løs gennem en megafon om frihed og kontrollerende samfundsstrukturer.
Kan ses på iTunes eller Google Play.
6. ‘Ghost in the Shell’
Den oprindelige anime, mind you – ikke Scarlett Johansson-versionen.
Det siger ikke så lidt om ’Ghost in the Shell’, når visionære filmskabere som The Wachowskis og James Cameron har peget på Mamoru Oshiis film som inspiration til henholdsvis ’The Matrix’ og ’Avatar’.
I ’Ghost in the Shell’ møder vi en kvindelig cyborg, major Mokoto Kusanagi, der arbejder som regeringsagent for Internal Bureau of Investigations. Hun er på jagt efter ’The Puppet Master’, en farlig virus, der kan overtage og kontrollere de mange menneskelignende værter som Kusanagi. Sammen med hendes kollegaer fra Sektion 9, herunder partneren Batou, går de på jagt efter den mystiske modstander for at undgå, at helvede bryder løs.
Filmens præmis, hvor kunstig intelligens og robotter opnår selvstændig bevidsthed og tanker, er efterhånden set et utal af gange.
Alligevel er ’Ghost in the Shell’ noget ganske særligt, takket være de banebrydende effekter, der satte nye standarder inden for animation, og det komplekse narrativ, der er fyldt med eksistentielle spørgsmål, buldrende actiossekvenser og velskrevet dialog.
Kan ses på Blockbuster, SF Anytime eller Rakuten TV.
7. ‘The House’
Her er vi et pænt stykke fra de børnevenlige ’F for får’ og ’Pingu’. Men den stopmotion-animerede antologifilm ’The House’ er et finurligt og besynderligt bekendtskab, man sent glemmer.
Filmen består af tre særskilte kapitler, der alle drejer sig om det samme hus i hver sin verden. I det første horror-inspirerede kapitel møder vi en fattig familie, der får tilbudt at flytte ind i huset gratis. Det bliver dog hurtigt klart for dem, at der følger en uventet pris med ved at bo i huset.
Andet kapitel bliver en tand mere absurd, hvor vi møder en talende mus, der er i gang med at istandsætte huset, men som får problemer med at sælge det videre til potentielle købere. I tredje kapitel er det så en række talende katte, der bor i huset, mens de er omringet af et stigende hav, som tilsyneladende har skyllet den øvrige civilisation bort.
’The House’ leverer gennem de tre kapitler masser af Wes Anderson-lignende quirkiness og opfindsom historiefortælling, og man er godt underholdt hele vejen. Første kapitel får endda hårene til at rejse sig i nakken flere steder, og det er meget godt gået af en film, der visuelt ligner en børnefilm.
Kan ses på Netflix.
8. ‘Grave of the Fireflies’
Isao Takahata instruerede flere fantastiske mesterværker for Studie Ghibli såsom ’Only Yesterday’ og ’The Tale of the Princess Kagaya’, men få rammer helt så hårdt i mellemgulvet som hans hjerteskærende krigsfilm, ’Grave of the Fireflies’.
Vi befinder os i Japan under Anden Verdenskrig, men skelsættende begivenheder som bombningen af Pearl Harbor, Stillehavskrigen og atomsprængningerne over Hiroshima og Nagasaki parkeres i denne film på sidelinjen. I stedet følger vi teenagedrengen Seita og hans lillesøster Setsuko, der må flygte fra deres hjem i Kobe, som tæppebombes af amerikanske fly.
Her mister børnene deres mor i angrebet, og de flytter efterfølgende ind hos deres infame tante, der stadig er hengiven over for den japanske imperialisme. Seita og Setsuko ender med at forlade tanten og slår sig ned i et forladt beskyttelsesrum, hvor de klarer sig selv, men hurtigt bliver sulten deres værste fjende.
Sørg for at have en pakke Kleenex – eller måske en hel køkkenrulle – klar ved siden af dig, uagtet om det er første eller 30. gang, du ser ’Grave of the Fireflies’. Seita og Setsukos forhold er hjerteknugende i alle henseender, som når Seita desperat forsøger at opmuntre og aflede Setsuko fra krigens rædsler og morens skæbne med leg og sjov, eller når en læge tilser en slemt udhungret Setsuko.
Takahata lader os i momenter blive lullet ind i søskendeparrets små, lykkelige stunder, som kort efter erstattes af de uundgåelige rædsler, som børnene værgeløst går i møde. Det er en vigtig og rystende film, der giver dig ondt i maven, og der er flere scener, som aldrig slipper nethinden.
Kan ses på Blockbuster eller SF Anytime.
9. ‘Flugt’
Tre Oscar-nomineringer blev det i 2022 til for Jonas Poher Rasmussens dokumentar ’Flugt’, der dermed skrev dansk filmhistorie. Har man set ’Flugt’, forstår man udmærket, hvorfor den høstede så meget anerkendelse.
I gymnasiet blev Rasmussen gode venner med den jævnaldrende Amin. Amin sagde sjældent andet om sine afghanske rødder, end at hans familie var død. Men to årtier senere har filminstruktøren overtalt nu 36-årige Amin til at fortælle sin historie for første gang – en historie han end ikke har fortalt til sin kæreste Kasper.
Gennem bjergtagende, animerede sekvenser følger vi Amin i henholdsvis nutiden og fortiden. I nutiden bliver han interviewet af Jonas, mens Amins fortid granskes gennem smertelige flashbacks til Sverige, Rusland og Afghanistan, hvor korrupt politi, inhumane menneskesmuglere og en generel utryg og omskiftelig tilværelse dannede bagtæppe for Amins unge år.
Amins bortgemte traumer og intime flygtningehistorie, der stille kommer til overfladen i interviewene med Rasmussen, rammer som et tordensmæld i hjertet, og det samme gør hans indre kamp om at acceptere sin tiltrækning af mænd. Filmens følsomme konklusion hiver og flår i tårekanalerne hver gang.
En essentiel og knugende dokumentarfilm, alle bør se.
Kan ses på DRTV, Blockbuster eller SF Anytime.
10. ‘Akira’
Katsuhiro Otomo slog i 1988 sit navn fast med den skelsættende anime ’Akira’, der byggede på hans egen manga fra 1980 af samme navn. Et tidløst mesterværk, der leverer højoktan spænding og blændende animation fra første færd.
’Akira’ foregår i 2019, 30 år efter Tredje Verdenskrig har udslettet Tokyo, der siden er genopstået som en ny metropolis, Neo-Tokyo. Her møder vi Shotaro Kaneda, der leder en lokal bikerbande, som også tæller hans kejtede ven Tetsuo. Under en ulykke kommer Tetsuo alvorligt til skade og bliver anvendt som forsøgsperson i et tophemmeligt, statsfinansieret projekt. Her bliver han skænket mægtige kræfter, der ender med at korrumpere ham, hvilket kan resultere i Neo-Tokyos endeligt.
Filmen tegner et dystert og bloddryppende billede af den moderne verdens fald, hvor vold og magtkampe hersker i samfundets afkroge. Tetsuo er filmens mest interessante karakter, der går fra kejtet nørd til vredesfyldt superskurk, men til syvende og sidst er det først og fremmest de visuelle ambitioner (fra det neonglødende Neo-Tokyo til den makabre body horror), der imponerer mest.
Det er tydeligt, hvordan skaberne bag ’Stranger Things’, ’Chronicle’ m.fl. har hentet inspiration her. Men der findes stadig kun én ’Akira’.
Kan ses gratis på Filmstriben.
11. ‘Entergalatic’
Rapperen Kid Cudi, eller Scott Mescudi, var i 2022 aktuel med albummet ’Entergalatic’, der fungerede som soundtrack til Netflix-animationsfilmen af samme navn. En ambitiøs, melodisk romantisk komedie udtænkt af Cudi selv og ’Black-ish’-skaberen Kenya Barris.
Jabari er en ung visuel kunstner, der står på tærsklen til sit mainstream-gennembrud, da han bliver tilbudt at adaptere sine lokale New York-vægmalerier til en tegneserie. Under et meet cute møder Jabari sin nabo Meadow (Jessica Williams), en talentfuld fotograf. De to falder pladask for hinanden, og tiltrækningen og kærligheden er stor, men spørgsmålet er, om de har plads til andet end deres passion i livet.
Visuelt er ’Entergalatic’ én stor farveeksplosion a la ’Spider-Verse’-filmene, og folkene bag har tilsyneladende haft en fest med at iscenesætte legesyge sekvenser, som når Jebari tripper på syre eller drømmer sig ud i rummet.
Historien er måske ikke helt så imponerende som den sprudlende animation eller det solide soundtrack, men den er stadig både sjov og charmerende. Og så har Cudi og Williams en sød kemi, der gør forholdet mellem Jabari og Meadow troværdigt.
Kan ses på Netflix.
12. ‘Prinsesse Mononoke’
Hayao Miyazaki behøver ingen introduktion. Hans vidunderlige mesterværker – fra ’Min nabo Totoro’ og ’Kiki – den lille heks’ til ’Chihiro og heksene’ – er heftigt dyrket og elsket af et globalt publikum. Og så er han selvfølgelig biografaktuel med sin sidste film, ’Drengen og hejren’.
For at finde plads til Miyazaki på denne liste skal vi dog lidt væk fra hans ovennævnte familiefilm og i stedet have fat i den episke og sprudlende fantasy-klassiker ’Prinsesse Mononoke’, der bredt anses som hans mest ’voksne’ film.
’Prinsesse Mononoke’ foregår i et middelalderligt Japan, hvor menneskeheden udvinder jordens ressourcer og bekriger hinanden med den nyeste våbenteknologi. Imens lurer en konflikt mellem byen Irontown og de forhistoriske dyreguder omkring den. En konflikt, der også inkluderer den unge prins Ashitaka, der er forgiftet af trolddom og søger efter en kur, og ulvepigen Mononoke.
Miyazakis visuelle og historiemæssige håndværk er nok engang i absolut verdensklasse. Med ’Prinsesse Mononoke’ er man garanteret en intelligent og eventyrlig storfilm, der med økokritik, komplekse karakterer, blod og højtravende temaer er en Miyazaki-film, som bedst tjener et modent publikum.
Kan ses gratis på Filmstriben.
13. ‘I Lost My Body’
Jérémy Clapins Oscar-nominerede debutfilm ’I Lost My Body’ fra 2019 er mange ting: melankolsk, sælsom, makaber, syret, poetisk, bevægende. Men først og fremmest er den utroligt seværdig.
Filmen følger et todelt plot, der over de små 80 minutters varighed væves smukt sammen. Den ene hovedperson er intet mindre end en afhugget hånd, der vækkes til live og bevæger sig ud på en rejse gennem Paris i håbet om at blive genforenet med den krop, som filmens anden hovedperson, Naoufel, bærer rundt på.
Naoufel mistede sine forældre i en bilulykke som barn og frister som voksen en kedelig tilværelse som udskældt pizzabud. Hverdagens trivielle trummerum ændres drastisk, da han møder den unge bibliotekar Gabriele, og herfra tager Naoufels liv en uventet drejning, som både involverer Naoufel, hans afhuggede hånd og Gabriele.
Der er mange fine facetter og observationer om tab og sorg i ’I Lost My Body’. Naoufels personlighed er modløs og farves af hans barndomstraume, og først da han møder Gabriele, og hun udviser omsorg, tændes livsgnisten på ny, hvilket griber en om hjertet. Filmen funderer over filosofiske spørgsmål om heling, skæbne og retning i livet, og sammen med den skarpe symbolik og smukke animation går ’I Lost My Body’ rent ind.
Kan ses på Netflix.
14. ‘Perfect Blue’
Satoshi Kon – som vi hermed møder for tredje gang på denne liste – spillefilmdebuterede med sin isnende og surrealistiske, psykologiske thriller, ’Perfect Blue’, der ville gøre Stanley Kubrick og Alfred Hitchcock stolte.
Vi følger J-pop-idolet Mima Kirigoe, der gør op med sin status som popstjerne for i stedet at forfølge en karriere som skuespiller. Men ikke alt går efter planen. Mima bliver nemlig udsat for stalking og er vidne til en række brutale mord, mens hun trues af et identitetstyveri, der får hende til at miste grebet om, hvad der er virkeligt.
Historien i ’Perfect Blue’ er mørk og forskruet, hvilket bedst kommer til udtryk i filmens mest kontroversielle scene, hvor Mima filmer en voldtægtsscene til den serie, hun arbejder på, men hvor man hurtigt bliver i tvivl om, hvorvidt der er tale om skuespil eller ej. Kon udfordrer konstant vores forventninger, og det overraskende plottwist i filmens klimaks er mesterligt udført.
Til trods for at den udkom i 1997, har filmen skarpe observationer om online identitet og giftig internet- og fankultur, der har stået tidens tand.
Kan ses gratis på Filmstriben.
15. ‘Mad God’
Det tog den garvede VFX-veteran Phil Tippett (der har fine krediteringer på ’Jurassic Park’, ’RoboCop’ og ikke mindst ’Star Wars’-filmene) 33 år, at få færdiggjort sit passionsprojekt, stopmotion-filmen ’Mad God’. Til trods for at have arbejdet med folk som George Lucas og Steven Spielberg er Tippetts ’Mad God’ langt fra nogen traditionel film – men derimod helt sin egen.
Filmen er uden dialog og plottet holdes på et minimum. En skabning kaldet The Assassin rejser igennem en vederstyggelig underverden (tænk Dantes ’Inferno’) for at plante en bombe i dybet, hvor han undervejs møder et potpourri af deforme skabninger og fortabte sjæle.
Trods den sparsommelige historie bør man gøre sig selv den tjeneste at se ’Mad God’. Det er en visuelt imponerende film, der til fulde udnytter stopmotion-animationens vidunderlige appel, og man fornemmer den store kærlighed og omhyggelighed, der er lagt i hver karakter, hver frame og hver bid af lyddesignet fra Tippett.
Det er omhyggelig filmkunst, der fortjener at blive beundret – især med tanke på, hvor mange generiske computereffekter man finder i mainstreamfilm i dag.
Kan ses på Blockbuster, SF Anytime eller Viaplay.