‘Goodbye June’: Kate Winslets sentimentale Netflix-film passer lige ind i juledagene
FILM. Hvad får du, hvis du tager lige dele drama og familievenlig humor, lige dele konflikt og forsoning, blander det med britiske stjerneskuespillere, nuttede børn og krybbespil og drysser lidt symbolsk sne på toppen?
Du får selvfølgelig en helt klassisk julefilm. Og sådan én er ‘Goodbye June’.
Filmen er skrevet af den unge manuskriptforfatter Joe Anders – og instrueret af hans mor, en vis Kate Winslet, som både debuterer bag kameraet og spiller en af hovedrollerne. Foretagendet har da også fundet inspiration i deres egen familie, nemlig den sorg, de gik igennem, da Winslet mistede sin mor, og Joe altså sin mormor, til kræft i 2017.
‘Goodbye June’ handler om den kræftsyge June (Helen Mirren), der uger inden juleaften får besked om, at den kræftsygdom, hun har lidt af længe, nu har spredt sig så meget, at den er uhelbredelig. Hun bliver indlagt, hvilket hendes fire børn Julia (Winslet), Helen (Toni Collette, der som australier er den mindst britiske skuespiller i castet), Connor (Johnny Flynn) og Molly (Andrea Riseborough) reagerer på med forskellige grader af chok, sorg og frustrerede løsningsforslag.
Hvor Julia fokuserer på, hvad deres mor mon har brug for, tager Mollys hensyn mere udgangspunkt i hende selv. For Connor, der oplever periodiske nervøse sammenbrud og stadig bor hjemme, vender morens snarlige død op og ned på alt i hans liv. Og Helen, som arbejder som doula i Tyskland og er blevet gravid på en … skal vi kalde det alternativ måde, sørger over, at hendes baby aldrig kommer til at møde sin mormor.
Og så er der, udover de seks børnebørn, der løber lidt ind og ud af billedet, deres far Bernie (Timothy Spall). En ægte ølmavet, følelsesmæssigt utilgængelig britisk mand, for hvem Guiness og flæskesvær på pubben er den ultimative kulinariske oplevelse. Han blander sig gerne udenom alt det, der i øvrigt foregår på hospitalsstuen, mens han sidder og råber ad tv’et.
Med alt dette familiepostyr på et bagtæppe af bippende hospitalsmaskiner er ‘Goodbye June’ ikke en gennemført feelgood julefilm. Men hvad ville ‘Love Actually’ være, hvis ikke Colin Firths portugisiske kærlighedserklæring blev spædet op med Emma Thompsons smuldrende ægteskab. Winslets film går i det store hele en fin balance mellem det alvorlige, det fjollede, det overdrevne og det rørende, som gør, at den ikke er så tung at se, selvom den har en sygeseng som centrum.
Toni Collettes Helen er som overgjort new age-type med krystaller og aura-rensning en nogenlunde velfungerende comic relief. Men den, der punkterer alvoren mest, er faktisk June selv, der ikke kan tage Helens healerforsøg alvorligt, og som snyder sine børn til at tale sammen, når deres søskendefnidder bliver for meget for hende. Gerne i ledtog med den næstekærlige sygeplejerske Angel (Fisayo Akinade), der er en beroligende skikkelse midt i kaosset.
Uforudsigelighed er som bekendt ikke julegenrens allerstærkeste kort. Vi ved, at alt går galt i det 23. afsnit af årets julekalender, kun for at blive fikset lige i tide til jul. Og sådan er det også med ‘Goodbye June’. Det kan da også være helt okay, hvis bare vi får vakt nogle følelser undervejs, og det sker faktisk også i filmens sidste tredje del. Når den skrøbelige søn skal forsones med sin fjerne far, og når hele familien skal finde en måde at leve med den tomme stol om julebordet, er det svært ikke at smile eller blive en smule rørt – måske endda få lyst til at give sine ældre familiemedlemmers hånd et ekstra klem.
Men med en spilletid på lige godt to timer er der mange intriger og stressende samtaler, der skal udspille sig, før vi når derhen. Konflikten mellem søstrene Julia og Molly er så tilspidset allerede til at starte med, at det næsten er ubehageligt, og Mollys angrebslystne adfærd og egoisme forklædt som omsorg, når hun skælder og smælder på hospitalspersonalet, er generelt ret anstrengende.
Deres far er ulykkelig over en bådulykke 20 år tilbage, og Connor er ulykkelig over, at der ikke rigtigt er plads til ham mellem hans søstres store personligheder.
Heldigvis er julen og de tragiske omstændigheder i netop denne familie mere forsonende, end de er splittende, uanset hvor dybe rifterne måtte være. Sådan er det med julefilm, som det jo også burde være i virkeligheden.
‘Goodbye June’ er ikke en gennemført succes, men lægger man kynismen på hylden i to og finder de søde julesmåkager frem, skal den nok levere det, en sentimental julefilm skal levere.
Kort sagt:
Kate Winslet instruktørdebuterer med julefilmen ‘Goodbye June’, skrevet af hendes egen søn, om en families farvel med deres kræftsyge mor. Det passer lige ind i juledagene – sentimentalt og forudsigeligt.