Ian McKellen storroses for rolle i Steven Soderberghs nye film – se traileren til ‘The Christophers’

Ian McKellen storroses for rolle i Steven Soderberghs nye film – se traileren til ‘The Christophers’
'The Christophers'. (Foto: PR)

Den britiske film- og teaterlegende Ian McKellen blev fremhævet for et sent karrierehøjdepunkt med hovedrollen i en af de mest hypede film fra efterårets udgave af Toronto International Film Festival.

IndieWires David Erlich kaldte for eksempel præstationen »hans mest essentielle optræden på et lærred siden ‘Ringenes herre’«.

Nu kan vi andre få en forsmag på McKellens performance, idet traileren til ‘The Christophers’ er landet.

Her ser vi det 86-årige ikon over for blandt andre Michaela Coel og ‘Baby Reindeer’-stjernen Jessica Gunning i en fortælling om kunstforfalskning, eftermæle og dysfunktionelle familiedynamikker.

McKellen spiller kunsteren Julian Sklar, der var en stjerne i 60’erne og 70’erne, men ikke har malet i årtier. Hans to børn er desperate efter en arv, og derfor hyrer de en kunstrestaurator og -forfalsker (Coel), som skal udgive sig for at være en potentiel assistent for at få adgang til otte ufærdige lærreder, som Julian har gemt. Hendes opgave er i smug at færdiggøre malerierne, så de kan blive opdaget – og solgt til mange penge – efter Julians død.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Filmen er instrueret Steven Soderbergh, mesterinstruktøren bag ‘Ocean’s Eleven’, ‘Erin Brockovich’ og ‘Sex, Lies, and Videotape’. Manuskriptet har Ed Solomon (‘Men in Black’) stået for.

Siden han afblæste sin pension i 2016, har Soderbergh været yderst produktiv med en lang række film og serier på relativt små budgetter. I 2025 havde han to film i de danske biografer, der fik premiere med en uges mellemrum: den eksperimenterende spøgelsesfilm ‘Presence’ og den stjernespækkede spionthriller ‘Black Bag’.

‘The Christophers’ har endnu ikke en dansk premieredato på plads.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af