’Presence’: Mesterinstruktørs spøgelsesfilm har en smågenial gimmick, men resten halter

På en måde er det uretfærdigt at bedømme en Steven Soderbergh-film på, hvor helstøbt den er.

Siden den amerikanske wunderkind annoncerede sin pension fra filmmediet i starten af 10’erne – og derefter fortsatte med at lave et par film om året – har Soderbergh stadfæstet, at han ikke længere er interesseret i at skabe formfuldendte værker.

Hans nye ærinde er at producere så billigt og hurtigt som muligt, så han for alvor kan eksperimentere med filmmediets grundelementer med sig selv i fuld kreativ kontrol som både instruktør, fotograf, kameraoperatør og klipper.

Han er groft sagt mere interesseret i at afprøve et nyt kamera, objektiv, fortælleformat eller indspilningsform, end han er i at skabe medrivende fortællinger af den type, han byggede sin karriere på. Tænk Guldpalmevinderen ’Sex, løgn og video’, ’Ocean’s’-filmene, ’Out of Sight’, ’Traffic’, ’Erin Brockovich’ og så videre.

Det er en ædel ambition i den indie-ånd, han er født af. Særligt i en tid præget af kunstnerisk ensretning og lav risikovillighed. Men det er også en arbejdsgang, der i de værste tilfælde truer med at gøre selve produktionen til en hovedkarakter på bekostning af værket.

Sådan føles det ofte i ’Presence’, hvor kameraet bogstavelig talt er hovedkarakteren. I første indstilling ser vi et ildevarslende spøgelses førstepersonssynsvinkel, mens det vandrer rundt i et tomt hus i et amerikansk villakvarter, hvor en velstående familie kort efter flytter ind.

Resten af filmen observerer vi familien i huset fra spøgelsets synsvinkel uden nogensinde at forlade matriklen eller se spøgelset. Det bliver gradvist klart, at den mystiske tilstedeværelse faktisk har gode intentioner for den umage familie, som, uden de ved det, har kurs mod katastrofe.

Fortællegrebet er en smågenial gimmick, der gør ’Presence’ særdeles seværdig som eksperiment.

Med brug af et lille Sony A9 III-digitalkamera, der oprindeligt er skabt til at lave naturoptagelser af dyr i bevægelse, skaber Soderbergh en ny form for point of view, der føles mere som en krydsning mellem VR og en stalker, der forfølger sit bytte.

Soderbergh bruger ikke konventionel klipning, men holder sig til det ekstreme POV, så når vi skal have nye vinkler på karaktererne, er det svævende kamera nødt til fysisk at flytte sig – fra første etage til stuen og op igen eller fra teenageværelse til teenageværelse.

Særligt i filmens første halvdel, hvor vi ser brudstykker af kernefamilien gå i opløsning, føles ’Presence’ livlig.

Jeg fik mindelser om Robert Zemeckis’ fremragende ’Here’, der også skildrer den amerikanske kernefamilie fra ét perspektiv og inden for et hjems fire vægge. Men hvor ’Here’ brugte begrænsningerne til at udvide lærredet, bliver de hurtigt en spændetrøje for Soderbergh.

Eksperimentet krakelerer, når Soderbergh og manuskriptforfatter David Koepp (’Jurassic Park’, ’Mission Impossible’) føler sig nødsaget til at underlægge det radikale greb et forudsigeligt og dovent thriller-plot.

Vi erfarer, at familiens sorte får, datteren Chloe, der lever i skyggen af sin succesfulde bror Tyler, har mistet to nære veninder til enten selvmord eller overdosis. Faren frygter, at datteren har kurs samme vej, mens moren (Lucy Liu) kun har øjne for sønnen, som hun favoriserer, når hun ikke er travlt beskæftiget med at skjule et eller andet fordækt foretagende, som vi aldrig bliver kloge på.

Familiedynamikken er klart og effektivt iscenesat, men føles også sekundær, indtil Tyler bliver venner med den øretæveindbydende Ryan fra sin nye skole. Relationen føles suspekt, især da Ryan indleder et romantisk forhold til Chloe, og et egentlig plot begynder at materialisere sig – med en af de mest ubehagelige scener, jeg længe har set, til følge.

Hvad der sker, skal ikke afsløres her, men sikkert er det, at ’Presence’ giver køb på eksperimentets friskhed for i stedet at forfølge et sløset, men til tider effektfuldt, plot, der ikke yder filmens tematikker retfærdighed.

Fortællingen om en generation af digitalt indfødte, der på bekostning af psykisk velvære jagter popularitet, succes og kontrol over deres eget liv i et spejlkabinet af sociale medier – et digitalt rum, der udgør en anden spøgelsesagtig parallelverden hinsides den virkelige – står hele tiden og flagrer.

At Soderbergh og Koepp smider opioid-krisen i USA oven i hatten, skulle man tro kunne give næring til den noget overfladiske karakteristik af ungdommen.

Men ligesom en af karaktererne i filmen er Soderbergh ikke interesseret i meget andet end at tilfredsstille sig selv – og lege med sit kamera.

---

Kort sagt:
Steven Soderbergh har for længst opgivet alle konventionelle parametre for god filmkunst. I stedet insisterer han på at skubbe til mediets grænser, men i hans nye film er det mere på ondt end godt.