’Ice Cream Man’: Torture porn-mester vender tilbage med skandaløst ringe splatterfilm
FILM. Eli Roth og splatterfilm er uløseligt forbundet.
Siden instruktørdebuten ’Cabin Fever’ i 2002 har amerikaneren været garant for blodmasser og grænseoverskridende voldsscener, og med de første to ’Hostel’-film var han med til at definere den såkaldte torture porn-genre.
Hans tidlige arbejde blev prist af selveste Quentin Tarantino, og mesterinstruktøren udvalgte ham senere til at stå for en af de fem trailere til ikkeeksisterende film, som blev vist mellem Tarantinos ’Death Proof’ og Robert Rodriguez’ ’Planet Terror’ i deres fælles double bill-projekt ’Grindhouse’.
Roths bidrag fik titlen ’Thanksgiving’ og var en parodi på højtids-slasherfilm som ’Halloween’, ’Silent Night, Deadly Night’ og ’My Bloody Valentine’. 16 år senere, i 2023, blev den falske trailer så til virkelighed, da Roth lavede en regulær spillefilm baseret på idéen. ’Thanksgiving’ blev modtaget mestendels positivt – også i Soundvenue, hvor filmen løb med fire stjerner.
Anderledes gik det med hans efterfølgende scifi-actionfilm ’Borderlands’, som over en bred kam blev kategoriseret som det argeste lort.
Med ’Ice Cream Man’ vender Roth dog tilbage til gyset. Far er hjemme, og nu skal der saftsuseme laves splatterfilm!
Historien kredser om en mystisk ismand, der uddeler vafler til byens børn, og da en tegnefilm med tilhørende sang efterfølgende popper op på deres telefoner, er skaden sket. Børnene bliver besatte og går i gang med at myrde de voksne på de mest brutale faconer.
Ismanden gestaltes af canadiske Ari Millen. Han ytrer ikke et ord hele filmen, men står mest bare og smiler lummert med sit lille fjogede overskæg, mens han langer is over disken til børnene.
Drengen Jared, spillet af Charlie Zeltzer, er laktoseintolerant, hvorfor han heldigvis ikke spiser is. Sammen med de andre ikke-besatte børn skal han nu forsøge at overleve de dæmoniske tilstande i byen – og løse mysteriet om ismanden.
Et af de andre ikke-myrdende børn er Mia, hvis eneste personlighedstræk er, at hun er virkelig god til at kaste op på kommando. »Jeg er en 12-årig pige. Selvfølgelig ved jeg, hvordan man får sig selv til at kaste op!«, siger hun.
Eli Roth tror tilsyneladende, at alle 12-årige piger lider af spiseforstyrrelser.
Endnu mere mærkeligt bliver det, når Jareds far, spillet af Roth selv, joker med, at han gerne vil se sin teenagedatters veninder i bikini.
Kommentaren falder i en ulideligt lang middagsbordscene, hvor Roth fører sig frem, som var han et komisk geni. Da datteren fortæller, at hun og veninderne skal på stranden, bræger han replikken: »Skal I have en højtaler med til stranden? En høj taler?? Altså som Mitt Romney? Skal I have Mitt Romney med til stranden? Det var da mærkeligt«.
Herfra bliver joke-niveauet ikke meget højere, end at folk får hugget hovederne af på overraskende tidspunkter.
Det lader ikke til, at der generelt er lagt synderligt meget arbejde i manuskriptet, som mest blot skal facilitere de blodsprøjtende og provokerende splatterscener.
Edgelord-energien bliver dog hurtigt trættende, mens det ene barn efter det andet foretager absurd klamme voldshandlinger.
Uhyggeligt er det ikke, for gyset forlader sig udelukkende på at vække væmmelse, for eksempel ved at grave en mands hjerne ud med en isske, placere den i en vaffel og stopfodre ham med den.
I nogle af disse mordscener mærker man små glimt af kreativitet, og det føles i hvert fald, som om de overvejende er eksekveret ved hjælp af praktiske effekter.
Roth indrømmede dog op til premieren, at der er blevet brugt »en smule« kunstig intelligens i produktionen, selvom han få dage inden benægtede det.
Det er meget tydeligt, at den video, der besætter børnene, er en (meget grim) AI-skabt tegnefilm i Fleischer-stil, men Roths uigennemsigtighed virker mistænkelig, og det vil ikke undre mig, hvis omfanget er endnu større.
Kort sagt:
Eli Roth har præsteret en af de dårligste gysere, jeg nogensinde har set.