’Thanksgiving’: Ekstremt underholdende slasher har ladet vente på sig i 16 år
Det hører til sjældenhederne, at der går 16 år fra en trailer til filmens premiere. Men det er tilfældet med Eli Roths biografaktuelle slasher ’Thanksgiving’.
Tilbage i 2007 deltog Roth i Quentin Tarantino og Robert Rodriguez’ ’Grindhouse’-projekt. Dog var Roth ikke en del af hovedretten, men i stedet en lille hors d’oeuvre mellem de to instruktørers film ’Death Proof’ og ’Planet Terror’. Han leverede således én af i alt fem trailere til ikkeeksisterende film, der blev vist inden dobbeltfeaturen.
Eli Roths trailer var et spin på 80’ernes helligdagstematiserede gyserfilm som ‘Black Christmas’, ‘Silent Night Deadly Night’, ‘April Fool’s Day’, ‘New Year’s Evil’ og selvfølgelig ‘Halloween’.
Og her tog Eli Roth – kendt som instruktøren bag ‘Cabin Fever’ og ‘Hostel’ – udgangspunkt i USA’s mest berygtede og hellige helligdag: Black Friday Thanksgiving.
Thanksgiving falder den fjerde torsdag i november, og i nyere tid er dagen efter amerikanerne har smovset sig i kalkun, sovs og pumpkin pie også blevet lidt af en helligdag. Black Friday. Med tiden har den nykapitalistiske tradition bredt sig til andre dage: Cyber Monday og Black Week, og nogle steder er hele november simpelthen sort.
Også i anslaget til ’Thanksgiving’ har konsumerismens helligdag stjålet Thanksgiving-spottet. Et Black Friday-udsalg ender grueligt galt, da en stor gruppe vrede kunder stormer et stormagasin i håbet om skarpe tilbud.
Eli Roth skaber fremragende spænding, mens den utålmodige menneskemængde bliver mere og mere uregerlig og ligesom i ’Dawn of the Dead’ vælter de ind i stormagasinet som en tankeløs destruktiv horde: En ekspedient bliver mast, en kunde bliver stukket i halsen af et glasskår, og en kvinde bliver skalperet af en indkøbsvogn, alt sammen over et slagtilbud på vaffeljern.
Det kræver ikke de mest nypudsedede analysebriller at drage paralleller til stormen på Kongressen 6. januar eller at bemærke, at filmen er en kritik af konsumerisme. Det bærer filmen loud and proud, men heldigvis er dens satiriske greb serveret med så tilpas tongue-in-cheek, at stormagasinsscenen ender som en underholdende bloddryppende dans af kaos.
Et år efter hændelsen i supermarkedet begynder en morder med en maske af den første guvernør i Plymouth I Massachusetts, John Carver (get it?), at terrorisere byen.
Målrettet går morderen efter dem, der var en del af tragedien. Og særligt dem, der snød sig foran i køen gennem medarbejderindgangen: gymnasieeleverne Jessica (Nell Verlaque), Gabby (Addison Rae), Yulia (Jenna Warren) og Scuba (Gabriel Davenport) samt ejeren af supermarkedet (Rick Hoffman) og hans kone Kathleen (Karen Cliche).
En efterforskning sættes i gang ledet af den lokale sherif (Patrick Dempsey), men det er særligt Jessica, butiksejerens datter, der graver sig dybt ned i, hvad der skete, mens hun samtidig modtager beskeder fra morderen selv på sociale medier. En whodunit. Eller rettere sagt: en whosdoinit.
På mange måder er ’Thanksgiving’ en hyldest til 80’ernes b-films-splat. De praktiske effekter er overdrevne, skuespillet ujævnt, manuskriptet cheesy. En karikeret gruppe gymnasieelever (naturligvis iført collegetrøjer) bliver brutalt dræbt én efter én, mens der sideløbende bliver sagt ting som: »If we let the police handle this, we’re all gonna end up 50 percent off«.
Det er en tåbelig, klichébelagt og grotesk underholdende film.
Hvis man har set traileren et utal af gange på YouTube, vil mange af sekvenserne være genkendelige.
Alligevel tilføjer filmen meget nyt. Udover at inddrage nye elementer som Black Friday og sociale medier gør filmen også op med den hyperseksualiserede unge kvinde, som ellers er en fast bestanddel af 80’ernes splatterfilm, og som også var at finde i trailerne fra 2007. En vaginal spidning er nu flyttet til en mere smagfuld (men stadig lige så ubehagelig) del af kroppen, og en stegt nøgen kvindekrop har nu tøj på.
Eli Roth løfter på den måde med kitschet elegance sit oplæg væk fra 2007 og placerer det i vores samtid med anerkendende nik tilbage til 80erne.
’Thanksgiving’ er ikke den første af ’Grindhouse’-trailerne, der er endte med at blive til en rigtig film.
I 2010 udkom Robert Rodriguez med ’Machete’, der trods en middelmådig modtagelse fik en efterfølger (og en tredje i kikkerten), og i 2011 kom Jason Eiseners ’Hobo with a Shotgun’.
Eli Roths film er klart den bedste af de tre, og trangen til at få værket fuldendt og se de to sidste trailerfilmatiseringer er nu blevet endnu mere presserende.
Mine øjne er rettet mod jer: Rob Zombies nazivarulvefilm ‘Werewolf Women of the S.S’ og Edgar Wrights gyserspoof ‘Don’t’.
Kort sagt:
Eli Roth udfordrer skæbnen ved at filmatisere sin 16-årige gamle ‘Grindhouse’-trailer og ender med en underholdende 80’er-hyldest til slashergenren med en samfundskritik på stavepladeniveau.