‘Street Fighter’: Reboot af legendarisk spil er det perfekte 90’er-throwback
FILM. Før ’Fortnite’, ’Minecraft’ og nyheder om det længe ventede ’GTA VI’, var det noget andet, der holdt gamere verden over klistret til skærmen. 1990’ernes kampspilsbølge.
’Mortal Kombat’, ’Art of Fighting’ og ’Tekken’ dominerede arkadehallerne og hjemmekonsollerne og blev en af årtiets største kulturelle og økonomiske tendenser i spilindustrien. Ingen af disse var dog så indflydelsesrige som Capcoms legendariske ’Street Fighter’, der med sit ikoniske specialangreb »Hadouken« har sat sit præg på alt fra internet-kultur til Sivas-lyrik.
Spillet gjorde 1v1-formatet til et verdensfænomen, der forgrenede sig i andre dele af medielandskabet – ikke mindst gennem en filmatisering fra 1994, hvor muskelbundtet fra Bruxelles, Jean-Claude van Damme, reddede dagen.
Populærkultur er som bekendt cyklisk, og nu har instruktør Kitao Sakurai kastet sig ud i at puste nyt liv i en filmatisering af spilklassikeren.
I dette 2026-reboot er omdrejningspunktet det komplicerede venskab mellem den egocentrerede og hovmodige Ken Masters (Noah Centineo) og den stille Ryu (Andrew Koji), der har været i flyverskjul siden en hændelse for år tilbage satte en skår i venskabet mellem dem. Da turneringen World Warrior Tournament annonceres, bliver Ryu modvilligt hevet tilbage i ringen, mens Ken øjner muligheden for at høste hæderen som den største kampsports-champ.
Arrangøren bag turneringen, den diktatoriske Lord Bison (en skummel David Dastmalchian) – komplet med kappe og Schirmmütze – har da også sine egne bagtanker med afviklingen. Han ønsker nemlig at lokke Ryu til for at dræne den kraftfulde livsenergi, Hado, som Ryu besidder, i sit forsøg på at overtage verdensherredømmet.
’Street Fighter’ er et herligt 90’er throwback, hvor kostumer, kampscener og kække replikker eksisterer som en homage til spillets campede univers. Man får fornemmelsen af, at Sakurai og holdet bag rent faktisk selv har brugt timevis foran arkademaskinerne for at fuldende de mange over the top kampscener, hvor fysikkens love bøjer sig.
Ligeledes er det en fornøjelse at se, hvor meget dedikation skuespillerne lægger i dem.
Pressematerialet afslører, at det krævede rigide træningsskemaer at opnå den ideelle fysik, men når man ser Ryu og Ken lande slag i slowmotion, eller Callina Liangs Chun-Li presse en modstander mod væggen med sin fod, bærer det hele frugt.
I det hele taget fungerer det mildt sagt brogede ensemble rigtig godt i den lige så brogede ramme. I en film der ikke tager sig selv for seriøst, er det rart, at der også kan blive eksperimenteret med rollelisten. Foruden en række etablerede WWE og MMA-stjerner finder vi også Jason Momoa som et grønt monster, 50 Cent, Eric Andre og Orville Peck i en maskeret rolle, der alle formår at tappe ind i filmens præmisser.
Omvendt kan det også have en bagside med for meget comic relief. Andrew Schulz skal forestille at være sjov som Ken Masters’ vattede opvarter Dan Hibiki, men falder fuldstændig igennem i flere banale scener.
Heldigvis er det ikke gennem usjove biroller, at ’Street Fighter’ får sin eksistensberettigelse.
Film som dennes fornemmeste opgave er først og fremmest at levere underholdning, og kan man nyde det spraglede univers, der byder på alt fra Ken Masters, der kæmper mod en bil, Ryu der håndklædesmælder en modstander i løgene og 50 Cent, der lander slag til et needledrop af sin egen sang, vil man ikke blive skuffet.
Og hvis man har brug for et pusterum fra det pulserende darksynth-soundtrack og tårnhøje tempo, giver vellykkede animerede sekvenser både et tiltrængt afbræk og kontekst for vores to hovedpersoners baghistorie under lærermesteren Gouken (Don Lee).
Filmen ender lidt ærgerligt med en brat slutning, der tyder på, at vi må vente noget tid før vi får den endelige forløsning. Instruktør Sakurai bekræftede sidste uge, at en efterfølger er under udvikling, så i mellemtiden vil jeg tænde for min gamle PS2 og sende en »Hadouken« mod mine modstandere.
Kort sagt: ’Street Fighter’ er mange ting: Campet, plat, rodet og overvejende sjov, men den er først og fremmest underholdende.