Havde du håbet på, at ‘Cyberpunk 2077’ ville blive klar til PlayStation 5 eller Xbox Series S/X i år, kan du godt glemme alt om det.
CD Projekt har listet nyheden ud om, at alle opdateringer og forbedringer, som ville gøre spillet klar til de nyeste konsoller og samtidig tilføje ekstra indhold til spillet, rykkes til næste år.
På spiludviklerens hjemmeside er den såkaldte roadmap – en oversigt over kommende opdateringer af spillet – blevet opdateret i noget nær stilhed, hvilket afslører de kedelige planer.
Det nye overblik viser, at ‘Cyberpunk 2077’ kun modtager akutte opdateringer, der skal rette kritiske fejl og mangler, resten af året.
Nyt indhold, udvidelser og den længe ventede klargøring til PlayStation og Microsofts seneste konsoller må derimod vente til første del af 1. kvartal af 2022, hvilket dækker over januar, februar og marts.
‘Cyberpunk 2077’ udkom til stor kritik sidste år, hvor Soundvenue gav det tre stjerner og kaldte det »et miskmask af fejl og mangler«.
Spillet var i så dårlig stand, at Sony fjernede det fra deres digitale butik indtil i sommer, hvor det vendte tilbage, dog stadig med anmærkning.