Hvad har Megan Fox gang i på Instagram?

Hvad har Megan Fox gang i på Instagram?
Megan Fox og Machine Gun Kelly. (Foto: Kevin Mazur/Getty Images for iHeartMedia)

Super Bowl stjæler det meste af opmærksomheden på en ellers klassisk mandagsmandag, men online får den enorme begivenhed hård konkurrence fra et andet drama.

Det sker efter et kaotisk døgn med Megan Fox på Instagram, hvor hun har startet en ildebrand af rygter om at have brudt med Machine Gun Kelly, der går under det borgerlige navn Colson Baker.

Det hele kulminerede søndag, da Fox slettede sin Instagram-konto, hvor hun ellers havde mere end 20 millioner følgere.

Rutsjebaneturen på det sociale medie startede dog allerede lørdag, da skuespilleren pludselig ikke længere fulgte sin forlovede, imens hun tilsyneladende begyndte at slette billeder af ham.

Samtidig postede hun et billede af sig selv med teksten: »You can taste the dishonesty / it’s all over your breath«, hvilket Beyoncé-fans vil spotte som en del af teksten fra nummeret ‘Pray You Catch Me’, der angiveligt omhandler Jay-Z’s utroskab.

Opslaget inkluderede desuden et brændende brev, hun havde smidt ind i et bål, og da det var overstået, fulgte hun prompte tre personer: Timothée Chalamet, Harry Styles og Eminem, som MGK gentagne gange har været oppe at toppes med.

Umiddelbart lyder det jo ikke som andet end et dramatisk brud mellem de to turtelduer, der trods alt har ry for at være teatralske i deres parforhold – for eksempel er de gået i detaljer om, hvordan de drikker hinandens blod.

Derfor er nu også spekulationer om, at der faktisk er tale om et stunt. Det skyldes ikke mindst, at Instagram-sladderprofilen Deux Moi har postet en story, hvor der står »I fatter ikke Megan Fox«.

Det blev efterfølgende fulgt op af tips fra flere kilder, hvor en af dem forklarede, at det angiveligt blot er »Megan der troller alle«.

Og der er altså god grund til, at der i det mindste kunne være noget om snakken, for Deux Moi har – i hvert fald førhen – haft for vane at ramme plet.

Hvad der er op eller ned, finder vi formentlig ud af i løbet af ugen, men indtil videre har hverken Megan Fox eller Machine Gun Kelly kommenteret på sagen.

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af