Facebook indrømmer problem med batteridræn af iPhone og løser det med ny opdatering

Facebook kom i sidste uge i modvind efter flere iOS-brugere opdagede at appen slugte batteriet på deres iPhone, selvom baggrundsopdatering af apps var slået fra i telefonenes indstillinger.

Med Facebook-appens seneste opdatering, som er kommet i dag, skulle dette problem dog være løst. I selve opdateringen er reparationen af dette rimelig irriterende problem slet ikke nævnt, men den skulle altså være god nok.

I et blogindlæg forklarer Facebooks Ari Grant at et af problemerne var, at videoer eksempelvis kørte videre lydløst i baggrunden selvom man forlod appen, præcis som musikapps fortsætter med at spille, selvom man forlader appen.

TechChrunchs Matthew Panzarino er dog skeptisk over denne udmelding og giver udtryk for, at Facebook har vidst hvad de gjorde, da appen konstant var vågen i baggrunden af folks iPhones.

Matthew Panzarino er bekendt med flere virksomheder, der har brugt samme trick til slet og ret at lade appen være åben, så den konstant kan overvåge hvad brugeren ellers laver på sin telefon, og på den måde kunne målrette reklamer samt foreslå uploads og downloads af indhold, eksempelvis brugerens seneste billeder fra telefonens kamerarulle.

Om Facebook har begået et overlagt batteridræn og er blevet opdaget i det eller om det rent faktisk har været en fejl, får vi nok aldrig et svar på, men uanset hvad skulle problemet være løst med seneste opdatering af Facebook appen i iOS.

Læs også: Facebook slubrer strøm fra din iPhone, selvom du ikke bruger appen

Fejl: Argumentet 'posts' er ikke sendt med