Apple lancerer iPhone SE: Mindre end 6S, men meget stærkere end 5S

Apple lancerer iPhone SE: Mindre end 6S, men meget stærkere end 5S

Så kom den endelig: Apple har netop lanceret en ny iPhone under deres store event i Cupertino, Californien. Gisningerne om navn, form og design har floreret hidsigt på tech-sites i månedsvis efterhånden, men i aften blev alle formodninger gjort til fakta eller til skamme, alt afhængig af forventningerne.

Og ja: Den kommer til at hedde iPhone SE for Special Edition, som de fleste havde forventet. Den har samme form og design som iPhone 5S, hvilket vil sige en skærm på fire tommer. Den kommer i en aluminium-ramme, der fåes i grå, sølv, guld og den nye love it or hate it rosenguld.

Apple kalder iPhone SE den stærkeste firetommers-smartphone nogensinde. Noget kunne tyde på, at de har ret, da den kommer med deres A9-chip og M9-grafikchip, der også er at finde i iPhone 6S. Processorkraften er dobbelt så høj som i 5S og grafik-chippen tre gange stærkere.

iPhoneSE2
iPhone SE ved siden af storebrødrene iPhone 6S og 6S Plus. 

Samtidig har den Apples mest avancerede kamera, nemlig 12 MP iSight-kamera. Det understøtter Live Photos, 4K video-optagelse og har Retina-flash til frontkameraet.

Derudover har SE Touch ID-fingeraftrykslæser og NFC-chip, så du kan betale med din iPhone, når Apple Pay engang langt om længe bliver understøttet i Danmark.

Den kommer i en 16 GB- og 64 GB-version og de danske priser starter ved 3.699 kroner for den lille og 4.599 for den store.

Lanceringsdatoen i USA er 24. marts online, mens de er i butikkerne 31. marts. Først i starten af april kommer den til Danmark, sammen med en lang række andre lande.

Læs også: Steve Wozniak kritiserer Apple Watch: Har omdannet Apple til et smykkefirma

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af