Kommentar: Lyserøde smartphones indvarsler smartphonens fald

Kommentar: Lyserøde smartphones indvarsler smartphonens fald

KOMMENTAR »All pink errthing«, synes at være mantraet for tech-firmaer kloden rundt. Samsungs flagskibsmodeller blev i går introduceret i pink gold. I forgårs var det Apples MacBooks, der fik den lyserøde behandling. Før det var det deres nye iPad Pro. Sony, Huawei, HTC, LG – alle de store producenter har modeller i lyserøde klæder. Bag den farverige tendens gemmer der sig et faktum, som producenterne rigtig gerne vil dække over: At de ikke har anden innovation at skyde med.

Hvis vi spoler tiden to år tilbage, så havde jeg formodentlig leet højlydt ved tanken om en lyserød MacBook. Nu er den en realitet. Dengang fandtes lyserøde smartphones – eller smartphones i andre farver – stort set ikke. Selvfølgelig var der undtagelser, men majoriten af flagskibsmodeller var stilrent formede blokke af glas og metal i grå, sort og hvid. Men udviklingen er gået stærkt. Nu kommer smartphones i mindst fire nuancer og ofte flere. Det hotteste lige nu er dog de lyserøde. Og ja, de er lyserøde. Rosaguld er bare tech-mumbojumbo, så den ikke afskrækker bestemte købersegmenter.

RosegoldMacbook1
Blasfemi, vil nogle mene.

Men noget stikker under farvelade-eksplosionen: Vi er ved at nå et umiddelbart topmål for, hvad smartphones kan. Vi nærmer os det, der kaldes peak smartphone. Og derfor gør techproducenterne hvad de kan for at holde deres produkter fresh, også selvom det egentlig ikke ændrer noget mærkbart på hardwarefronten.

Tendensen kopierer ret interessant et andet tidspunkt i tech-historien. Vi snakker 1998. Alle, der husker et computerrum (et forhistorisk levn fra sidste årtusinde, hvor skolers opbud af EDB var samlet på et sted for at skabe varm, tør luft, så elever kunne besøge Jubii) fra dengang, kan huske stationære computeres farveskala, der spændte fra beige og helt over til grå. Men så kom Steve Jobs tilbage til Apple og introducerede de nye iMacs, der kom i fem flashy farver. De blev en massiv succes og reddede stort set Apple fra døden.

iMac1998
Tech-branchens svar, når salget stagnerer: Farver.

Det er lidt den samme tendens, vi ser lige nu. Alle de flagskibssmartphones, der er blevet udgivet her i forårskapløbet benchmarker nogenlunde ens. Android-modellerne kører generelt samme processor og iPhone SE hapsede indmaden fra forgængeren. Kameraerne præsterer allesammen godt, batterierne er allesammen fast charge og skærmen er 1440p og bedre end hvad de fleste har brug for. Fællestrækket har været marginale forbedringer fra forgængerne og det samme gør sig gældende laptops.

Apple har stadig et symbolsk overtag i forhold til Android-smartphones, fordi deres styresystem gør det nemmere at udvikle apps, der fungerer på samtlige devices. Google arbejder på en løsning på det, så Apple formodentlig inden for det næste år til halvanden mister den fordel. Det svære er sådan set at finde en smartphone, der decideret falder igennem. For få år siden var de sølvfarvede, grå og sorte og lignede på den måde allesammen hinanden. Nu skiller produkterne sig ud ved at jagte de samme nye farver – guld og rosegold. Designet er så at sige den eneste skrue, techfirmaerne har at skrue på.

Det begynder allerede at sætte sine spor på stagnerende salg eksempelvis hos både Apple og Samsung. Kort sagt, er smartphonens æra ved at nå et plateau, hvor al udvikling er stort set umærkelig. For forbrugeren er det en fordel, der kan give smartphones længere levetid og billigere produkter. For os der skriver om emnet, bliver det bare kedeligere.

HuaweiP9
Huaweis nye flagskibe P9 kommer i seks forskellige farver.

Men. Det interessante bliver, hvad der kommer til at ske herfra? Hvad bliver den næste store innovation? Der bliver forsøgt med modulære smartphones og kameraer med infrarøde linser og lignende, men altsammen virker lige nu som lir på de i forvejen fremragende smartphones.

Der er ikke et tydeligt billede af, hvad der bliver det næste helt store techfænomen. Smartwatches har haft en decideret hård fødsel og så længe de stinker til gaming, video og kræver en smartphone for at fungere, bliver de næppe det næste helt store. Virtual reality vil fortsætte med at være en niche til gaming, video og kunstproduktioner, der ikke umiddelbart erstatter vores devices til personlig kommunikation.

Mit bud er, at vi kommer til at bære rundt på smartphones i i hvert fald 5-10 år ud i fremtiden. Så hold endelig fast i den, du har nu – næste model bliver ikke meget bedre. Den kommer nok bare i en ny, flot modefarve. Det kan man så mene om, hvad man vil.

Læs også: Apple opdaterer MacBook: Hurtigere processorer, længere batterilevetid og selvfølgelig rosaguld

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af