Versaces nye kampagne snubler i sin hyldest til stærke mødre

Donatella Versace vil gerne følge med tiden og gøre moden mere menneskelig og til en afspejling af hverdagen, mere end som en drøm. Men Versaces AW16-kampagne når ikke i mål.
Versaces nye kampagne snubler i sin hyldest til stærke mødre
Karlie Kloss i Versaces AW16-kampagne (Foto: Bruce Weber)

Ideen er fin. At vise at mode kan være en del af hverdagslivet og samtidig hylde stærke kvinder, der både kan styre karrieren og hjemmet (forhåbentlig sammen med manden). Eller som Donatella Versace siger til The New York Times:

»Versaces image handler meget om den røde løber. Men jeg ville lave hverdagstøj knivskarpt. Du ved, hun er en superstjerne, og hun styrer sin egen forretning og også sin familie. Mode er en del af livet, og jeg syntes, det var vigtigt at vise, at den kan være en del af mange forskellige liv. At den kan hjælpe dig i livet. Det handler ikke om at skabe smukke illusioner længere«, siger Versace-overhovedet.

Hun siger det rigtige, men efterlever det bare ikke helt. For Versaces nye AW16-kampagne, der er skudt af Bruce Weber, skaber nemlig stadig smukke illusioner. I sin hyldest til stærke mødre har Versace valgt at caste to af tidens mest eftertragtede modeller 21-årige Gigi Hadid og 23-årige Karlie Kloss, der ikke er mødre. På den måde bliver billederne netop endnu en uopnåelig fantasi, og hendes mission runger hult. (Og så snakker vi slet ikke om at bruge Chicagos rå omgivelser til at sælge luksusmode.)

Gigi Hadid i Versaces AW16-kampagne
Gigi Hadid i Versaces AW16-kampagne

Og hvorfor egentlig? Selvfølgelig kan navne som Hadid og Kloss være med til at skabe opmærksomhed, men der findes også store modeller, som er mødre, hvis det var den vej, man ville gå. Jourdan Dunn og Ashleigh Good er blot to eksempler.

Men Donatella Versace kunne også have valgt at følge endnu mere med tiden og vælge stærke mødre uden for modens trygge rammer. Det havde i den grad været opsigtsvækkende, men stadig i øjenhøjde med en branche, der i hvert fald lader, som om den er klar til at droppe illusionerne og vise verdens mangfoldighed, hvad end det handler om etnicitet, kropstype, seksualitet, alder og så videre.

I stedet ender Versace med at udstille, at flotte ord og billeder ikke er nok. Heller ikke selv om det italienske modehus på herresiden har blandet modeller med ‘almindelige’ mennesker fra Chicago, hvor kampagnen er skudt.

versace_kampagne_karliekloss2
»Vi tager mange af dem med til vores næste herreshow i Milano (fra den 18.-21. juni, red.). De er vigtige, fordi de snakker et andet sprog end mig – bogstaveligt, men også generationsmæssigt. Og moden har brug for det. Ellers vil vi alle blive hægtet af«, siger Donatella Versace til The New York Times.

Netop, Donatella, det er tid til at lære fra en ny generation, der ikke gider illusionerne længere. Men måske har du ikke helt fanget den nye generations sprog endnu.

Læs også: Instagram sætter fokus på diversitet i moden – hylder minoritetsmodeller

Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af