Godt nok gik der et sus igennem publikum, da Han Kjøbenhavn afsluttede deres AW17-modeshow i sidste uge med en massehængning, men det blev hurtigt afløst af folk, der fik de obligatoriske Instagram-billeder af de fire dinglende, hætteklædte mænd og deres rottebødler.
Måske var det, fordi vi før har set Han Kjøbenhavn stage mord på catwalken, at det ikke satte sig. Eller fordi man fra start af, da galgebakken åbenbarede sig, viste, hvor det ville ende. For Tim Faith Hancock og Jannik Wikkelsøe Davidsen ville ikke lave sådan en ramme for et show uden at gå hele vejen.
Det samme kendskab eller overdrevne tolerance eksisterer dog tydeligvis ikke på internettet, for da Han Kjøbenhavn i går delte billeder fra showet på Instagram, reagerede deres følgere stærkt.
»What the fuck is this?«, »This is outrageous« og »Wow nope this is some next level fucked up« er nogle af de reaktioner, der er kommet på et billede af galgebakken før showstart.
Det amerikanske medie Mic har også reageret på showet og folks reaktioner. »Det er nærmest at bruge selvmord og død som et stunt«, slutter mediet sin artikel.
Og ja, man kan så sige, at det måske kunne undskyldes eller forklares, hvis Tim og Jannik havde et stærkt budskab, de gerne ville ud med. Om det så handlede om vores manglende empati eller desensibilisering over for vold. Eller et take på tidens magthavere. Det lader bare ikke til at være tilfældet. I vores interview sagde Tim for eksempel, at de bare gerne ville vende forholdet mellem rotter og mennesker på hovedet. Nu var vi de jagede.
Men ja, undskylder det brugen af så voldsomt et stunt?
Læs også: Efter Han Kjøbenhavns massehængning: »Det var ikke et politisk statement«
Læs også: Kvinderne dominerede i Han Kjøbenhavns morbide show