Det er sjældent lige til at være i selskab med Freya Dalsjø. I hvert fald ikke når designeren præsenterer sine kollektioner under modeugen i København. Her twister hun ofte opfattelsen af, hvad god stil er – og det er med til at gøre hende så interessant.
Dalsjø kunne ellers nemt imponere alle med skarpklædte powerkvinder, der blev sendt ned ad catwalken og ud for at erobre verden. Det har hun bevist flere gange og gjorde det også momentvis onsdag eftermiddag, da hun viste sin AW18-kollektion i en sal i Nørrebrohallen.
Der var flere skråt tilknappede blazere med brede 80’er-powerskuldre og ditto læderjakker, og der var en fortsættelse af den flotte skulpturelle trenchcoat, som fortsætter op og bliver som et hylster, hovedet titter op fra. Det er alle snit og looks, der burde få enhver moderne kvinde med hang til en formel garderobe til at savle. Men så var der også alle twistene.
For mit i de skarpe silhuetter udfordrede Dalsjø blandt andet med bukser vendt på vrangen, arbejdshandsker, patchwork-agtige toppe syet sammen af, hvad der lignede materialerester, og en kortærmet blazer, der var sprættet op, så inderforet var synligt. Det var måske ikke elegant, men i Dalsjøs univers og styling gav det oftest mening.
Med risiko for at lyde corny kan man sige, at Freya Dalsjø designer til kvinder, der følger deres eget kompas – eller med tanke på det avantgarde, live-spillede percussion-soundtrack, der akkompagnerede showet, kvinder der marcherer til beatet af deres egne trommer.
Showets højdepunkt
Det virkede egentlig, som om Dalsjø splittede sine looks mere og mere ad, som showet skred frem, så højdepunkterne endte med at blive de første strammere looks, som for eksempel en flot kortærmet blazer og en ny version af de grafiske bukser, som Dalsjø for nogle sæsoner siden skabte til et H2O-samarbejde. Looket blev toppet med en af de mange tasker fra et nyt ADAX-samarbejde. Det var stramt, men stadig et bud på et moderne business-look.
Showets største overraskelse
Det plisserede gennemsigtige plastik, som Dalsjø brugte til både kjoler og bukser, var endnu et twist, der sendte tankerne mode de bilmåtter, som designeren Demna Gvasalia brugte til Balenciagas AW17-kollektion. Især den mørkegrå kjole i to lag, der åbnede showet brugte materialets skulpturelle kvalitet godt og passede til kollektionens generelle mørke farvepalette.
Læs også: Virgil Abloh er i København under modeugen – dj’er på Arch
Se hele vores dækning af Copenhagen Fashion Week HER.