I foråret udvidede Rebecca Vera Stahnke sit genbrugskoncept og åbnede både butik og loppemarked i Odense. Nu har Veras igen vokseværk, når loppemarkedsdelen, Veras Market, indtager Aarhus. Det sker allerede første gang på søndag, hvor du kan finde genbrugsfund i forbindelse med Aarhus Street Food Festival.
»Det har længe været et kæmpe ønske at få Veras til Aarhus. Vi har et ønske om at få danskerne væk fra køb-og-smid-ud-kulturen og turde noget mere tøjmæssigt, og jeg overbevist om, at aarhusianerne også er klar til at tage imod med åbne arme – ligesom i Odense og København«, siger Stahnke ifølge en pressemeddelelse.
Ud over søndag den 26. august ved Godsbanen i Aarhus får du også mulighed for både at shoppe genbrugstøj og spise mad den 23. september, når Veras Market og Aarhus Street Food Festival rykker til Kulbroen i Sydhavnen. Læs mere om de to events på Facebook.
Veras startede som et loppemarked på Papirøen i København i 2015. Siden er Veras vokset til at have to fysiske vintage- og tøjbytte-butikker i København og Odense, tre tøjmarkeder (København, Odense, Aarhus), en genbrugswebshop og en blog.
Læs også: Street style: Veras Market under Buen