KOMMENTAR. Efter at have læst og hørt utroligt meget om den smilende, lille japaner den seneste måned fik jeg endelig taget mig sammen til at se nogle afsnit af ‘Tidying Up with Marie Kondo’ i aftes, og selvom hendes foldeteknik fængede mig og måske er noget, jeg kommer til at tage til mig, så jeg ikke bare snupper t-shirten, der ligger øverst i skuffen hver morgen, så var det noget helt andet, som hurtigt stjal min opmærksomhed.
Især i det andet afsnit med et pensioneret ægtepar, der får besøg af Kondo, var det vanvittigt at se, hvor stor bunken af tøj var, da konen fik tømt ud i skabene. »Jeg elsker tøj«, siger hun, mens hun sidder på kanten af sengen med tøjbunken, der ser ud, som om den kunne æde hende, bag sig.
Mens parrene i de to andre afsnit, jeg så (skippede igennem – så godt er det altså heller ikke), ikke havde lige så grelle mængder af tøj, så tydeliggjorde de absolut det overforbrug, som de fleste af os i den vestlige verden er en del af.
Bæredygtighed og klima er tidens store (og vigtige!) buzzwords. Så store at selv modebranchen ikke længere kan lade som ingenting. Jeg har også haft en idé til en kommentar stående i noget tid, hvor overskriften lød: »Jeg kan ikke længere blot hade H&M«. Måske var det også derfor, at Marie Kondo-serien satte tankerne i gang – igen. For selvom vi absolut bør forvente, at tøjmærkerne begynder at gøre deres produktioner mere bæredygtige, så vil de per definition prøve at sælge os tøj, vi ikke har brug for. Det er op til os at være (mere) bæredygtige forbrugere.
Når man ser mængderne af tøj (og andre ting), som folk har skrabet til sig i ‘Tidying Up with Marie Kondo’, så er tydeligt for enhver, at vi har et problem. Det er helt sikkert sundt at være kritisk over for H&M – eller sågar hade den svenske tøjgigant – for fast fashion-kæderne, der også inkluderer Zara, Topshop, Fashion Nova i USA og så videre, bærer en stor del af skylden for, at vores syn på tøj er endt, hvor det er.
Med nyt tøj på hylderne hver uge, produktionstider på tre uger og priser, der gør, at vi ikke rigtigt behøver at overveje et køb, har de været med til at skabe, eller i hvert fald forstærke et behov, så tøj i dag er noget, vi køber som et quick fix for at føle glæde. Som en stoflig lykkepille med en mærkbar effekt på omkring én vaskecyklus.
Men igen, vi kan ikke længere blot hade H&M. Vi bliver nødt til at kigge indad. Og selvom ‘Tidying Up with Marie Kondo’ ikke råber højst med lige dét budskab, så handler japanerens teknik faktisk også om at genfinde glæden ved de ting, vi ejer, og skille os af med alle fejlkøbene, eller dem som i hvert fald ikke længere giver os glæde. Altså om at finde ind til kernen af hvorfor vi købte et stykke tøj, og hvad det betyder for os.
Jeg kan dog stadig godt være bange for, at mange af de hjem, vi ser blive mere ryddelige i serien, blot får skabt plads til nye indkøb. Vi ser nemlig de medvirkenes glæde ved at kunne køre en masse ting til genbrug. De har det, som om de gør noget godt. Bevares, genbrug er vigtigt, men jeg får det lidt, som når jeg igen, igen hører om, hvor dygtige H&M er i arbejdet med at skabe en cirkulær virksomhed. For lige nu handler genbrug af denne slags mest om at rense klimasamvittigheden, før vi køber noget nyt, og så er vi lige vidt.
Hvorfor tror du, at H&M gerne vil have dig ned i deres butikker med dit genbrugstøj? Så du kan blive fristet af de mange nye varer, de har på hylderne og bøjlerne måske?
Så hvis Marie Kondos oprydning for alvor skal have en vedvarende – og bæredygtig – effekt, så skal hendes rutine netop vise os, hvad vi egentlig har behov for, og hvad vi egentlig bruger. Den viden skal vi så have i baghovedet, når vi står nede i butikken eller sidder med den virtuelle indkøbskurv fyldt i webshoppen.
Jeg hørte engang, at klimakonvertitten Anders Morgenthaler har en regel, hvor han først må trykke køb på førnævnte cyberkurv efter 24 timer, netop for at fjerne impulskøb og have tid til at overveje, om han virkelig har brug for tingene.
Det tænker jeg tit på. I mit arbejde med mode ser jeg på tonsvis af billeder af flot design og tidens seneste hype, og det kribler i fingrene – i hvert fald de få gange, hvor der faktisk er tale om noget, jeg kunne have råd til. Jeg er begyndt at cirkle om byttet som en kat om en mus. Klikker lige ind på webshoppen på et tidspunkt hver dag. De er stadig flotte de sneakers. Ud igen. Næste dag klikker og kigger jeg igen. Men i modsætning til katten, så prøver jeg styre mit, dog ikke medfødte men medieskabte (H&M-skabte) instinkt og lader byttet gå.
Det bliver vi nødt til at blive bedre til. Så tak for påmindelsen, Marie Kondo.
Læs også: Behøver vi stadigvæk at snakke om modetendenser i 2019?
Læs også: Japansk oprydnings-guru på Netflix kan ændre dit liv (seriøst)