KOMMENTAR. Indrømmet: Jeg får myrekryb af rod. Som i irritable ticks ved synet af snavsede gafler på et rent køkkenbord, sokker på gulvet og permanente bunker af ledninger, der ikke vil blive bag sofaen eller stoppes ind i den dertil anskaffede Woofy-ledningsskjuler fra Normann Copenhagen.
Kald det en typisk ‘kvindeting’, et monstertrælst karaktertræk eller begge (citat min kæreste). Faktum er, at ordensmanien hurtigt kan afføde kritiske emotionelle sammenstød, når man bor to mennesker og en hund på Nørrebro-klassiske 40 kvm.
Vi forsøger ellers at sige til os selv og hinanden, at vi ville være jubellykkelige for den samme boligplads på Manhattan eller i London, hvor man snildt kan betale det tredobbelte for et hummer med svampesporer i luften (jeg taler af bitter erfaring). Det er jo også blevet mega smart og klimavenligt at bo småt, genbruge, gøde i vindueskarmen og alt det der (om end Københavns Kommune udelod at give gode råd til, hvordan man i et LEGO-køkken får plads til den grønne affaldsspand med nedbrydelige poser af genbrugskondomer, som de så fint og slet skjult passivt aggressivt dumpede foran vores hoveddør sidste år).
Daglige peptalks er imidlertid ikke nok til at give denne kaosallergiker ro i sindet. Der skal anderledes praktisk nødhjælp til, og det er her, Netflix-serien ‘Tidying Up’ kommer ind i billedet med den japanske guru og bedstsælgende oprydningsforfatter (!) Marie Kondo som en frelsende engel med egen tolk på slæb.
Igennem otte afsnit hjælper Kondo således forskellige par og familier med at bekæmpe rodet (læs: tårnhøje bunker af gammelt ragelse og snavsetøj) og opleve glæden og roen ved at træde ind i et clutter free hjem. Og det er langt mere livsbekræftende, end det umiddelbart lyder.
En af Time’s 100 mest indflydelsesrige personer
Skeptikere (sok-aficionadoer hele bundtet!) vil givetvis banke hovedet ned i bordet i vantro afmagt over en moderne vestlig verden, hvor tidens pt. mest hypede underholdningsprogram går ud på at se middelklassen kassere ubrugte H&M-t-shirts syet af forældreløse cambodjanske børn og cd-samlinger, mens tårerne springer (yes, det bliver momentvist vældig følelsesladet), men jeg lover dig, du ligesindede fallerede perfektionist såvel som diverse oprydnings-antichrists derude:
Kondo og hendes KonMari-koncept har potentialet til at ændre dit liv. Hvor mange af Netflix’ true crime-serier kan man sige det om?
For KonMari-novicer (heriblandt undertegnede indtil for 24 timer siden) kan jeg fortælle, at den lille smilende kvinde er et decideret globalt fænomen og en af Time’s 100 mest indflydelsesrige personer, der har udgivet ikke færre end fire bøger og holdt adskillige propfyldte foredrag for desperate indretningsofre (og formentlig ikke så få tvangsindlagte kærester med panikangstens fråde i mundvigene) med mottoer som: »Oprydning er bedre, når vi gør det sammen«.
Kondos første udgivelse, ‘The Life-Changing Magic of Tidying Up’, er blevet en selvhjælpsbibel for millioner, og Netflix-serien har – ifølge CNN og australske News.com i denne uge – allerede affødt en bølge af oprydningsfeber, der har oversvømmet Røde Kors-butikker og lignende med velmenende donationer fra folk, der varmer sig ved, at deres samling af havenisser og kattefigurer nu får et bedre hjem i Etiopien, hvor der virkelig er brug for dem (pro-tip: kør hellere en ekstra tur på genbrugsstationen frem for at give aben videre til din stakkels lokale second hand-medarbejder).
De små tings glæder
KonMari-teknikken går ud på at sortere ud fra fem kategorier, ikke deres location: Tøj, bøger, papir, diverse ting og slutteligt ting med stor affektionsværdi. Det handler ikke om hysterisk feng shui, men om kun at holde fast i de ting, der gør en glad: Du har lukket tingen ind i dit hjem, ergo bør den også give dit liv noget igen ved sin tilstedeværelse.
Bliver du ikke længere glad af at kigge på en gammel sweater, lampe eller kop, takker du den for mange års tro tjeneste og kyler den ud. Selv en gryde er ikke nødvendigvis bare en gryde, hvis dens funktion ikke flugter 100 procent med dens formål (ingen knækkede håndtag her) og ejerens eventuelle (æstetiske) smag.
Marie Kondos filosofi er inspirerende, men er det godt tv at se hende skabe hyldeplads hos helt almindelige mennesker?
Svaret er et overraskende ja, ikke mindst takket være Kondo selv, hvis quirks og endeløse venlighed charmer seriens deltagere såvel som seeren i gulvet. Der er ingen buldrende tough love-coaches eller frydefuld svælgen i personsærheder a la programmer som ‘Collectaholics’ (‘De skøre samlere’ på dansk), ej heller en snert af hipster-fanatisme som i ‘Minimalism’ (også på Netflix).
I stedet er positivitet og imødekommenhed nøgleord – ikke ulig Netflix’ ‘Queer Eye for the Straight Guy’ – og Kondo skoser ikke de største sokke-syndere. »Jeg elsker rod!« proklamerer hun i stedet jubilant, når de medvirkende rødmer af skam over hjemmets forfatning i en tid, hvor indretningssnilde, gør-det-selv-design og hjemme-haute-cuisine er blevet markører for en succesfuld Insta-livsstil. Kondo viser, at mindre kan gøre tricket.
Verden trenger mere overskuelighed og gennemsigtighed, og guruens evner er bestemt ikke ubetydelige på vejen mod at få mental ro på basen, så hovedet bedre kan slappe af og skue fremad. Jeg ved, hvad en del tænker: »Jeg behøver sgu ikke nogen oprydningsfreak for at føle mig tilpas i mit slot bygget af løse forlængerledninger og hjemløse fjernbetjeninger«.
Men til dig vil jeg bare sige: Kun en tåbe frygter tom gulvplads.
Så lad nu bare KonMari massere din skabsstressede sjæl – eller giv tippet videre til din kæreste mor, eller hvem der nu ellers kan lokkes til at skabe orden i dit liv.