Veras er bedst kendt for sine genbrugsbutikker og loppemarkeder i København og Odense, men nu tager kvinden bag, Rebecca Vera Stahnke, hul på et nyt eventyr. I samarbejde med De Forenede Dampvaskerier har Veras nemlig skabt en upcycle-kollektion, hvor kasserede hospitalsdyner og vaskeposer er blevet til farverige dynejakker og tasker.
»At skabe sin helt egen kollektion fra idé til det færdige produkt har været en super nervepirrende, men også meget berigende rejse, som jeg overbevidst om, at mange vil få glæde af«, siger Stahnke. »Det er også sindssygt bekræftende at sætte fokus på genbrug på en ny måde og være med til at transformere bunker af kasserede tekstiler til unikke styles, og dermed vise en ny måde hvorpå vi arbejder med bæredygtighed ved at livsforlænge allerede eksisterede tekstiler«.
De Forenede Dampvaskerier kasserer for eksempel en dyne, hvis der er hul i et hjørne eller en plet fra en kuglepen på, fortæller Stahnke. I produktionen af jakkerne har de kunnet klippe sig uden om huller og slitage.
Kollektionen er one-size og består af jakker, der kommer i to forskellige styles med tre forskellige prints, alt efter de dyner de er lavet af. Der medfølger også en vest og forskellige kraver, så man kan skabe forskellige looks med den samme jakke. Muleposerne kommer i syv farver og to forskellige prints.
»Stofferne er farvet med Dylon-tekstilfarve. Det er naturligvis mere bæredygtigt ikke at indfarve dem, men vi har valgt at indfarve de tekstiler, som havde slitage i en sådan grad, at de ikke kunne anvendes uden at blive farvet. Så på den måde sikrer farvningen, at tekstilerne kan få videre liv«, fortæller Stahnke. »Derudover er det op til forbrugerne selv, om de vil have indfarvet deres jakker – og i hvilken farve – da alle jakker laves efter bestilling, så det kan man bare vælge fra. Altså er det muligt både at købe ufarvede og farvede versioner af kollektionen«.
Men kollektionen skriver Veras sig ind blandt det stigende antal af brands og designere, som kigger mod restmaterialer, når de skal skabe nye kollektioner. Tidligere har vi snakket med Recycle Dead Stock og Soulland, som også arbejder med den form for upcycling.
Samarbejdet med De Forenede Dampvaskerier er en del af et nyt og større fokus på upcycling, reperation og redesign for Veras.
»Vi kommer til at arbejde endnu mere med upcycling af de tekstiler, som vi selv får ind i Veras cirkulære univers, så vi gør hullet endnu mindre og giver endnu mindre tøj til NGO’er, så vi i højere grad kan styre, hvor tøjet ender. Der vil blandt andet lave totebags, scrunchies, og vi kommer også til at lancere interne kollektioner af redesignede tøj fra Veras«, siger Stahnke.
»Dertil kommer der en række repair muligheder, hvor Veras medlemmer kan få tilpasset, repareret eller omsyet deres eget tøj, både i Veras medlemsskab som en del af butikkerne og til vores Veras Market. Vi lancerer udvidelsen af konceptet i løbet af foråret«.
Veras lancerer DFD-samarbejdet den 23. januar i deres butik i Studiestræde 27, hvor modeforsker og lektor på KADK Else Skjold vil holde et oplæg om netop upcycling. Læs mere på Facebook om arrangementet. Kollektionen kommer til salg i Veras webshop efterfølgende.