Der var stor rift om PlayStation 5, da konsollen blev lanceret tidligere måneden. Herhjemme betød det blandt andet, at DBA flød over med konsoller til overpris.
I udlandet er det ikke gået meget bedre, og hos Amazon kan de nu se frem til endnu en konsol-kontrovers, skriver Eurogamer.
Det sker, efter en af deres chauffører er blevet fanget på kamera, imens han fravalgte at aflevere en PlayStation 5.
Optagelsen stammer fra en familie i England, hvor sønnen skulle have modtaget en PlayStation 5 på sin fødselsdag. Det skete altså ikke, da chaufføren i stedet valgte at putte pakken tilbage i varevognen.
Hvorfor chaufføren gjorde det, kan man kun gisne om, men Amazon har nu bekræftet, at han er blevet fyret.
Der har været flere rygter om, at PlayStation 5-konsoller er blevet stjålet fra Amazon-pakker, som derefter er blevet lukket til igen.
Rygterne startede, da folk begyndte at modtage deres pakker, der skulle indeholde en PlayStation 5, men som i stedet var fyldt med alt fra dyremad til køkkenredskaber.
Amazon har endnu ikke kommenteret på netop de rygter, men henviser derimod folk til kundeservice, hvis har oplevet problemer med leveringen.