Så skete det endelig. Efter det, der føles som evigheders venten, er der kommet en trailer til ‘Elden Ring’ – et nyt spil fra George R. R. Martin og Hidetaka Miyazaki, en af spilbranchens mest anerkendte ikoner.
Traileren viser et dystert og brutalt univers, som slutter af med en udgivelsesdato: 21. januar, 2022.
‘Elden Ring’ har været flere år undervejs og er hypet gevaldigt af flere forskellige årsager, hvor af en af dem naturligvis er George R. R. Martins involvering.
Forfatteren har dog ikke skrevet selve spillets dialog, men har derimod stået for at skabe universet og den overordnede mytologi, som udfolder sig i spillet.
Samtidig falder spillet ind i den famøse Souls-genre, hvor spillene er brutale og nådesløse, når man skal kæmpe mod den voldsomme boss efter den anden.
Genrens godfather, om man vil, er Hidetaka Miyazaki, som altså også har en finger med i spillet, og så spilstudiet FromSoftware, der har været den primære drivkraft bag genrens gennembrud med spil som ‘Dark Souls’, ‘Bloodborne’ og senest ‘Sekiro: Shadows Die Twice’.
‘Elden Ring’ udkommer til PC, PlayStation 4 og 5 samt Xbox Series X/S og Xbox One.