Glæden ved at dø i spil lærer os mere om livet end seks selvhjælpsbøger

Døden er ikke længere noget, vi frygter i spil. I stedet er det en ekstra chance for at blive et bedre menneske – både i spillet og ude i den virkelige verden.
Glæden ved at dø i spil lærer os mere om livet end seks selvhjælpsbøger
'Demon's Souls'. (Foto: PlayStation)

KOMMENTAR. »Er det ikke sindssygt åndssvagt?« siger min kæreste, da jeg fortæller, at en del af meningen med min seneste tidsrøver af et spil (det fremragende remake af ’Demon’s Souls’ til PlayStation 5, hvis du skulle spørge fra nogen) er at dø.

»Du dør om og om igen, og så bliver du bedre, for du lærer hele tiden noget nyt«, svarer jeg.

Min kæreste er ikke overbevist. Og jeg kan sådan set godt forstå det.

For de spil, jeg taler om – spil som ’Hades’, ’Dead Cells’ og altså ’Demon’s Souls’ – fremstår da heller ikke som de mest tiltalende, når man forklarer, at et af deres bærende elementer er at dø, starte forfra og så dø igen.

Men det er en trend at dø, blandt andet i ’Hades’ (et af årets bedste spil, som vi i øvrigt gav fuld plade). Og det føles helt fantastisk.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det lyder ellers voldsomt, at der er en glæde ved at dø, og det plejer da som regel også at være en falliterklæring, når man dør i spil. Døden er et svaghedstegn. Et tegn på, at man ikke er god nok.

Når vi spiller ’Call of Duty’ med vennerne, er vores død ensbetydende med, at vi taber. Når vi spiller ’Tomb Raider’, er Lara Crofts død ensbetydende med, at vi har fejlet. Og når horderne af zombier vælter ind over os, gælder det om at holde os i live. For dør vi, har vi tabt kampen.

Eller sådan plejer det at være, for i den anden grøft blomstrer spil, hvor døden er en chance for at lære. Mange af spillene – heriblandt moderne klassikere som ’Spelunky’, ’The Binding of Isaac’ og ’FTL: Faster Than Light’ – finder man i genren for roguelike, hvor hver død og efterfølgende genstart ikke kun betyder en ny start til dig, men også for spillet.

Banerne ændrer sig, fjenderne ændrer sig, og dermed bliver døden en mekanik, der forlænger spillenes levetid. Det bliver et mål, vi som spillere jagter, for posen rystes og holdes frisk, imens indholdet forbliver det samme.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Det er en interessant spilmekanik, for selvom det i mange af spillene blot er en funktion, der gør spillene mere underholdende (hvis altså man ikke bliver træt af de samme omgivelser), er det også en mekanik, der går langt ud over spillene. En meta-mekanik om man vil.

Når vi i ’Demon’s Souls’ – der trods alt ikke ryster posen, men nærmere nulstiller ens fremgang – gang på gang tager kampen op mod en udfordrende boss og taber, er det da træls.

Men vi ved samtidig også, at træning og disciplin er den eneste vej frem. Vi bliver ved med at prøve, og vi lærer af vores fejlslagne kampe, indtil vores evner er så gode, at bossen bare er en boss.

Glæden ved at dø bunder nemlig ikke kun i fiaskoen ved at tabe, men derimod i det overgangsritual som spildøden symboliserer, og på den måde bliver denne slags spil og deres udfordringer en læring for livet.

Prøver du at gennemføre et spil som ’Demon’s Souls’, kommer du ingen vegne, hvis du ikke er tålmodig og villig til at lære. Du kan ikke bare skrue spillets sværhedsgrad ned og hoppe over, hvor gærdet er lavest. Du skal derimod synke helt ned i spillets materie for overhovedet at have en chance.

Disse spil kræver en indsats, ligesom du ikke bare kan skøjte igennem livet og forvente at ramme alle dine mål. Det er derfor, du kan se videoer på Reddit, hvor folk bliver overvældede over at nedlægge en satans karl i ’Demon’s Souls’. Det er ikke bare en kamp mod en fiktiv skurk. Det er også en kamp mod ens egne evner.

Tryk på billedet for at starte videoen (husk lyd).

Det er her – i døden og genstarten – at spil lærer os værdien ved at bide tænderne sammen og knokle på, når vi møder modstand. At vi ofte kan meget mere, end vi lige tror.

At vi med vilje og disciplin kan træne os til ikke at knække sammen under presset, og at midlertidige nederlag ikke er livslange fiaskoer.

For uh, når ens evner endelig slår til, og ens indsats krones med belønningen ved at vide, at sejren ikke var at slagte en boss, men faktisk var at forbedre ens egne evner, er det altså berusende. Som at score sejrsmålet tre minutter inde i overtiden.

Hvor vi ude i den virkelige verden får at vide, at vi skal gribe chancen og leve livet, fordi vi ikke får en ekstra chance, giver disse spil os netop en ekstra chance. En ekstra chance for at fikse vores fejltagelser og træffe bedre valg.

Det kan godt være, at den ekstra chance så byder sig som nedkæmpningen af en afskyelig pestilens i ’Demon’s Souls’, men moralen tages med videre, selv når konsollen slukkes.

Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af