Imens Hollwyood stadig kæmper med at portrættere LGBTQ+ på overbevisende vis, holder spilbranchen sig ikke tilbage med udgivelser, der bugner af kvalitet.
Udvalget vokser år for år, men hvis du ikke ved, hvor du skal starte, har vi her fem bud, der favner vidt og bredt – fra de følelsesmæssige perler og storladne romancer til speeddating og skræmmende gys.
’Gone Home’
Man kunne tro, at det var starten på en isnende thriller, når man som den unge Katie Greenbriar vender hjem til sin families forladte hus i 90’erne. Men ’Gone Home’ har meget mere at byde på.
For selvom det er skræmmende nok at udforske et tomt hus, imens vinden hyler udenfor, så er spillet mest af alt en udforskning af en kvindes blomstrende seksualitet og en families forfald.
Det bliver sjældent en hyggelig affære at rode igennem støvede flyttekasser og efterladte minder for at optrevle historien om Greenbriar-familien. Til gengæld borer oplevelsen sig ind i både hjerte og sind.
Udkommet til PC, PlayStation, Xbox, Nintendo Switch og iOS.
’Mass Effect’
Imens den legendariske sci-fi-trilogi ’Mass Effect’ snildt matcher ’Star Wars’ i kulørt persongalleri og en spraglet galakse, sprænger den grandiose rumopera også rammerne for et kompliceret kærlighedsliv.
For selvom man indtager rollen som et helt almindeligt menneske, holdes man ikke tilbage, når det kommer til sex, intimitet og storladen kærlighed på tværs af racer.
Det er naturligvis en metafor for, hvordan vi ikke skal begrænse os selv i vores præferencer for andre mennesker, men det sker på så overbevisende vis, at ’Mass Effect’ i dag står som en milepæl for, hvordan køn og seksualitet kan skildres i computerspil.
Udkommet til PC, PlayStation og Xbox.
’No Longer Home’
Der er en altoverskyggende vemodighed i skildringen af kæresteparret Ao og Bo, der grundet bureaukratiske årsager gør klar til at flytte fra hinanden.
Alligevel er det ganske forfriskende at se, hvordan Ao og Bos nonbinære identiteter blot er en mindre detalje i en større oplevelse, hvor man som spiller møjsommeligt udforsker genkendelige og ømme situationer.
Det er måske ikke ligefrem livsbekræftende at se et forhold falde langsomt fra hinanden, men hvem siger, at spil kun skal være underholdende?
Udkommet til PC, Mac og Nintendo Switch.
’Life is Strange’
Der er efterhånden en del udgivelser i den paranormale serie, men de har alle sammen det til fælles, at seksualitet på den ene eller anden måde spiller en central rolle.
Tag bare ’Life is Strange 2’, hvor hovedrollen er en latinamerikansk ung mand, som samtidig er biseksuel. Selv Hollywood har svært ved at diske op med dén portrættering, men her føles det helt naturligt.
Faktisk er hele serien præget af en exceptionel, men ganske uhøjtidelig, fornemmelse for historier om ofte unge minoriteter, der sjældent falder inden for heteronormative rammer.
Udkommet til PC, PlayStation, Xbox og Nintendo Switch.
’Dream Daddy: A Dad Dating Simulator’
Titlen siger det hele: Du er singlefar, der lige er flyttet til et nyt kvarter med din datter, og nu skal du ud og møde andre fædre til play dates for voksne.
Det lyder simpelt, men den interaktive dating-simulator, hvor du klikker dig igennem samtaler for at vælge de helt rigtige score-ord, byder faktisk på flere nuancer, end man lige skulle tro, når seksualitet og identiet udforskes.
Spillet tager aldrig sig selv for seriøst, men forfalder heller ikke til flosker og fordomme. I stedet har det et forløsende blink i øjet, når man dater sig igennem et rigt udvalg af fædre, der identificerer sig på kryds og tværs af LGBTQ+-spektret.
Udkommet til PC, PlayStation, Xbox, Nintendo Switch, Android og iOS.