Vemodigt spil om nonbinært kærestepars afsked med hinanden bør spilles af alle
For nylig flyttede jeg fra mit kollegie i Aarhus. Det er sært at forlade et sted, man har boet. Det er underligt at pakke sine ting sammen. At se ens hjem reduceret til tomme rum med en svindende bunke flyttekasser.
Til sidst føler man sig som et spøgelse, der ikke længere hører til. Man siger farvel og giver kram, går en sidste runde uden helt at vide, hvad man leder efter. Og så er man væk for altid.
’No Longer Home’ har sat sig for at indkapsle lige præcis dén følelse af sær flyttemelankoli i en komprimeret tre-timers spiloplevelse.
Og med kun ganske få mangler lykkedes det fremragende.
’No Longer Home’ foregår i en fireværelseslejlighed i Sydlondon. Her indtager du rollen som et kærestepar bestående af de to nonbinære kunststuderende Ao og Bo, der haltende og med størst mulig omsorg for hinanden prøver at forlige sig med, at de skal adskilles.
Ao skal grundet immigrationslove rejse tilbage til Japan, og Bo er træt af Londons gentrificering, træt af udlejeren og træt af ligegyldigheden omkring dem.
På skift styrer du de to karakterer rundt i lejligheden, hvor du peger og klikker på dine omgivelser og bagefter interagerer med dem. Du aer Ao og Bos katte, reflekterer over gammel kunst og fyldte papkasser.
Her kommer man rundt om alt lige fra en uredt seng og fremtiden til arbejdsmarkedet, moderniteten og meningen med livet.
Man kan kritisere, at Ao og Bo bevæger sig irriterende langsomt, når man går rundt i lejligheden. Men det er hurtig glemt, når spillets kerne – dialogen mellem karaktererne – udfolder sig.
Samtalerne er velskrevne, melankolske og antyder hele tiden en levende dybde. Karaktererne føles som virkelige mennesker med komplekse relationer.
De fremstår ligefrem lysende for en. Genkendelige og fyldt med facetter som Bos irritation over Aos rodede skrivebord, der står side om side med varm kærlighed og snakke til langt ud på natten.
Samtidig slår en knivspids magi revner i lejligheden – bogstavelig talt. Vildtvoksende mos og ukrudt har slået rødder bag billedrammerne og spejlet på toilettet som en fysisk manifestation af den voksende uro ved flyttedagen, der kommer nærmere og nærmere.
Spil er det eneste medie, der kan placere spilleren i et andet menneskes liv og tvinge vedkommende til at tage valg, der påvirker værket.
Der ligger en stor og særlig kvalitet her – en mulighed for, at vi som mennesker oplever andres virkeligheder (med magiske indfald eller ej) fra et andet ståsted end vores eget.
Det er derfor både smukt og meningsfuldt, at ’No Longer Home’ ikke er en roman, men netop et spil.
Aspekter som Bos bekymringer om sin egen utilstrækkelighed og det svære ved ikke at passe ind i det gængse samfunds kønsopfattelse bliver ikke bare karakterernes problemer, for som spiller tvinges man også til at forholde sig til dem.
Der er et enormt potentiale i at lade computerspil forsøge at gøre den slags følelser – både de genkendelige og de fremmede – til temaer, der kan behandles og interageres med.
I en bedre verden håber jeg, at langt flere mennesker kan få del i det skatkammer af oplevelser og se, at computerspil ikke udelukkende behøver handle om at skyde rumvæsener eller drukne sine simmere i svømmepølen.
’No Longer Home’ skriver sig ind i en gylden, ny bølge af spil, der udnytter mediets potentiale til at udforske, vælge og træde i andre menneskers sted.
Lad os krydse fingre for, at dette kun er begyndelsen.
Kort sagt:
’No Longer Home’ er dybt, bittersødt og overkommeligt på en enkelt spilaften – og vitterligt alle mennesker kan have glæde af at spille det.