’Life is Strange: True Colors: Hjerteskærende spil om tab og håb burde blive Netflix’ næste hitserie

Er du klar til en tur gennem hele følelsesregisteret med mord, overnaturlige fænomener og glæden ved at dele dit liv med andre mennesker?
’Life is Strange: True Colors: Hjerteskærende spil om tab og håb burde blive Netflix’ næste hitserie
'Life is Strange: True Colors'. (Foto: PR)

Gabe og Alex Chen er søskende på den der »ugh, hvor er du bare irriterende!«-måde, som du udmærket kender, hvis du har en søster eller bror.

De afslutter hinandens sætninger, de har samme (åndssvage) humor, de kan drive hinanden til vanvid, og så er de endelig blevet genforenet efter otte års adskillelse.

Men glæden er kort – et døgn efter deres genforening dør Gabe.

Her skulle der være en video, men du kan ikke se denDen er ikke tilgængelig, da den kan indeholde cookies, som du har fravalgt i dine indstillinger.

Og sådan slår ’Life is Strange: True Colors’ tonen an fra første færd, når man som Alex Chen ankommer i Haven Springs.

Haven Springs er en idyllisk, forhenværende mineby i Colorados snedækkede bjerge. Storhedstiden, hvor minedrift var millioner værd, er ovre, og i stedet trynes det lille, tætknyttede samfund nu af et stort selskab, som driver rovdrift på den smukke natur.

Det er den klassiske fortælling om en lille flække, der står ansigt til ansigt med samfundets moderne forandringer. Men det er også fortællingen om mennesker, der trods modstand finder støtte og livsglæde i hinandens selskab.

Og det er altså her, man som Alex Chen befinder sig, efter hendes bror dør. Alt det, der skulle være idyl, knuses i et enkelt øjeblik.

Men er der tale om et hændeligt uheld, har det skruppelløse mineselskab en finger med i spillet, eller er der noget helt tredje på færde?

Den Instagram-værdige by Haven Springs. (Foto: PR)

Man ved det aldrig helt, for ’Life is Strange’-serien er kendt for at bevæge sig mellem realistiske problemstillinger som race, sex og coming of age-fortællinger, der alt sammen krydres med paranormale fænomener.

Det er ikke anderledes i ’True Colors’, hvor Alex er i besiddelse af overnaturlige evner. Hun kan se, føle og ikke mindst bliver overtaget af andre folks følelser.

Når en dreng lammes af frygt, kan hun se, hvad der ligger bag frygten. Og da en kvinde med demens glemmer, hvad hun egentlig har gang i, omgives Alex af en tåge, der symboliserer kvindens slørede tanker.

Hun er altså det, man vel bedst kan kalde über-empatisk, og det bliver en funktionel del af spillets mekanik, når man skal finde ud af, hvad (eller hvem) der egentlig er skyld i Gabes død.

Når du vandrer rundt i Haven Springs, kan du udforske dine omgivelser og lede efter spor, der langsomt stykker puslespillet omkring dødsfaldet sammen.

Du skal tappe ind i indbyggernes følelser og hjælpe (eller efterforske) dem. Alt, hvad du gør, noteres i spillet, og dine valg får løbende konsekvenser.

Følelser vises med auraer i forskellige farver. (Foto: PR)

Det er ikke en revolutionerende funktion i spilverdenen, at ens valg har betydning, men hvor det ofte føles som et simpelt valg mellem A og B, er det her langt mere organisk.

Fra første øjeblik føler du, at det ikke så meget er Alex, der er landet i Haven Springs, som det er dig, for der er en øjeblikkelig emotionel kemi mellem spil og spiller. 

Der spilles virkelig på hele følelsesregistreret, og inden længe tager du dig selv i at smile – og tudbrøle, for det sker altså – når indbyggerne hjælper dig med at komme videre i livet efter Gabes død.

Og det er her, hvor spillet stråler. For selvom det tager udgangspunkt i et tragisk dødsfald, så emmer det samtidig af livsglæde. Man kan mærke, hvordan håbet bobler i hver interaktion omkring én.

Når man snakker med Alex’ venner (som måske kunne være mere – det er op til dig at bestemme), føler man sorgen, men man føler også optimismen, der langsomt kryber ind i ens liv igen.

Alex Chen. (foto: PR)

Derfor er det også bare ærgerligt, at spillet ikke helt kan leve op til sine egne ambitioner. For hvor det oser af sjæl og charme, er det også – helt teknisk vurderet – en lidt kluntet affære.

Når man går rundt og udforsker sine omgivelser, sker det i et så sløvt tempo, at man sukker efter en knap som i podcast-apps, hvor man kan skrue op til 1.5x-hastighed.

Selve mekanikken bag efterforskningen bliver også en anelse monoton, da du ofte veksler mellem at se på et objekt eller gøre noget med det. Der er altså ikke den store variation i tilgangen til de ellers rige oplevelser i spillet.

Spillets tekniske begrænsninger spænder simpelthen ben for dets ambitiøse og ganske imponerende narrative evner.

Lige så snart man rives med af følelserne på skærmen, rammes man af en våd klud i ansigtet, fordi man tvinges igennem en alt for møjsommelig sekvens.

Historien om Alex og Haven Springs kunne have været så meget mere, end den allerede er, hvis bare man kunne nøjes med at være tilskuer og dermed lade sig fuldt opsluge af selve historien.

Ja, man fristes faktisk til at opfordre Netflix til at opsnappe rettighederne og fluks filmatisere den som deres næste (ungdoms-)seriehit med overnaturlige undertoner, for kvaliteten er til det.


Kort sagt:
’Life is Strange: True Colors’ har så meget på hjerte om tab, håb og om at finde sin plads i livet, at det burde blive Netflix’ næste seriesats.

‘Life is Strange: True Colors’. Eventyr. Udvikler: Deck Nine. Udgiver: Square Enix. Platform: PC, PS4, PS5 (testet), Xbox One, Xbox Series X/S, Google Stadia. Premiere: 10. september
Sponsoreret indhold
Features

Gå ikke glip af