Han er mesteren af body horror, og derfor er det måske ikke helt overraskende, at filminstruktør David Cronenberg nu sælger en NFT af sin krops biologiske affald.
Det digitale billede af de små, men ofte smertefulde nyresten, er blevet sat til salg hos platformen SuperRare, skriver Newsweek.
Billedet, der har fået titlen ‘Kidney Stones and Inner Beauty’, sælges på auktion, hvor prisen i første omgang lyder på 10 ETH. Det svarer til cirka 195.000 kroner.
Ringer titlen en klokke, skyldes det måske, at den er en reference til Cronenbergs film ‘Dead Ringers’, hvor en læge undrer sig over, hvorfor der ikke er skønhedskonkurrencer for kroppens indre organer.
Ifølge Cronenberg er nyrestene kommet til over to år, og de repræsenterer hver især en unik æstetik af struktur, farve og organisk indhold:
»Jeg opfatter disse nyresten som en lysende fortælling skabt af en specifik gruppe af mine indre organer,« lyder det i beskrivelsen. »Det er en historie, der er lige så intim, som en person kunne forestille sig«.
Samtidig er kollektionen også en reference til filminstruktørens kommende film, ‘Crimes of the Future’, hvor Viggo Mortensen spiller en performance-kunstner.
Her udfører han operationer på sig selv som del af sin optræden, hvor mystiske organer fjernes og herefter fremvises.