Beyoncés seneste single ‘Break My Soul’ har fået internettet på den anden ende, da det vælter ud med memes efter sangerindens comeback forud for det kommende album ‘Act I: Renaissance’.
Det skyldes ikke kun den nostalgiske sampling af 90’ernes store house-hit ‘Show Me Love’ fra Robyn S. og New Orleans Bounce-ikonet Big Freedias ‘Explode’.
Brugen af de to tracks skaber nemlig grundlaget for en sang, der giver fans (og alle andre) lige ti procent mere selvtillid.
Det er især Big Freedias sang, der har skabt en zero fucks given-stemning online med teksten:
»Release ya anger, release ya mind / Release ya job, release the time / Release ya trade, release the stress / Release the love, forget the rest«.
Det er heller ikke gået mange forbi, at Beyoncés single landede lige i oveni Drakes nye album ‘Honestly, Nevermind’, der har fået en noget blandet modtagelse.
Et album, som sangerinden trumfer på alle tænkelige måder, hvis man skal tro brugerne på sociale medier.
Sammenligningerne mellem de to kunstnere går især på trenden for house, som begge benytter sig af, men som kun én af dem formår at have succes med.
Beyoncé er tilbage i (endnu mere) fuld vigør, når ‘Act I: Renaissance’ lander den 29. juli.